Grænse-restriktionerne lempes fra på mandag
Regeringen har besluttet at udvide listen over anerkendelsesværdige formål for indrejse i Danmark fra 25. maj.
Alle Folketingets partier er blevet enige om en aftale om en udvidelse af genåbningens fase 2 af coronakrisen.
Den betyder blandt andet, at regeringen har besluttet at udvide listen over anerkendelsesværdige formål for indrejse i Danmark fra 25. maj.
Eksempelvis må udlændinge, som ejer et sommerhus i Danmark, fra 25. maj indrejse i Danmark.
Desuden må udenlandske kærester og bedsteforældre også få lov at rejse ind over grænsen til Danmark. Derudover får forretningsfolk lov til at rejse ind og ud af Danmark.
Ny plan skal give tryghed
Ifølge aftalen skal regeringen senest 29. maj fremlægge en plan for "en kontrolleret og gradvis genåbning af sommerhusturismen, der er sundhedsmæssig forsvarlig, og som giver turistbranchen klarhed".
- Vi vil åbne kontrolleret. Det skal ses i sammenhæng mellem, hvordan resten af samfundet åbner, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
I første omgang havde regeringen ellers meldt ud, at den ville komme med en udmelding i forhold til grænserne senest 1. juni.
- Det har vi nu besluttet at rykke frem til 29. maj for at give turistbranchen større tryghed, siger Mette Frederiksen.
Skal ske gradvist
Den danske regering er i øjeblikket i dialog med nabolandene i forhold til en åbning af grænserne.
- Der er ikke et eneste spørgsmål, som ikke er fyldt med dilemmaer. Der er det særlige omkring grænserne, at her er vi ikke en ø.
- Vi er i dialog med landene omkring os, og det bliver nødt til at ske gradvist, siger Mette Frederiksen.
Turistbranchen bløder økonomisk under coronakrisen. Og inden onsdagens forhandlinger krævede et flertal i Folketinget en lempelse af grænserestriktioner til gavn for netop turistindustrien.
Trods ønske om mere - V-formand er tilfreds
Aftalen om en udvidet fase 2-genåbning er kommet på plads efter mange timers forhandlinger onsdag.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er tilfreds med aftalen, selv om den ikke åbner grænsen helt.
- Et af de anerkendelsesværdige formål, vi har fået ind, er, at personer, der ejer et sommerhus i Danmark, kan komme ind.
- Og så har vi forpligtet regeringen på at komme med en plan. Den har vi fået rykket frem til den 29. maj, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Fase 2 bliver udvidet med:
* Inden 29. maj vil regeringen fremlægge en plan for en "kontrolleret og gradvis genåbning" af sommerturismen. Tidligere skulle svaret om grænsen falde senest 1. juni.
* hen over sommeren vil partierne lempe forsamlingsforbuddet. Som hele tiden planlagt hæves forsamlingsforbud 8. juni til 30-50 personer. Her skal også udkomme klarere retningslinjer for bryllupper, konfirmationer og lignende.
* Fra mandag 25. maj udvider regeringen listen over anerkendelsesværdige formål. Udlændinge, som ejer et sommerhus i Danmark, må indrejse fra mandag. Desuden må kærester, bedsteforældre og forretningsfolk krydse grænsen.
Disse ting må åbne straks:
* Kulturaktiviteter som museer, teatre, kunsthaller, biografer og akvarier (skulle have ventet til fase 3, som begynder 8. juni)
* Zoologiske haver og botaniske anlæg (skulle have ventet til fase 3, som begynder 8. juni)
Disse ting må åbne 27. maj:
* Udendørs forlystelsesparker
* Sommeraktiviteter for børn og unge
* Voksenuddannelse, herunder målrettet ledige og sprogcentre
* Offentlige forskningsaktiviteter, som kræver tilstedeværelse
* Højskoler
* Fuld åbning af DR og TV2
* Ungdomsuddannelser som gymnasier og erhvervsuddannelser
* Videregående uddannelser kan afvikle mundtlige eksamener fysisk og undervisning, der kræver fremmøde
* Foreningsliv som aftenskoler, musik- og kulturskoler (dog med restriktioner i forhold til blandt andet korsang) og spejdere
* På grund af store regionale forskelle på udbredelsen af coronavirus kan den fysiske tilstedeværelse genoptages i den offentlige sektor, bortset fra i Region Hovedstaden og Region Sjælland
* Partierne er enige om at afvikle eller tilrettelægge retningslinjer for besøgs- og aktivitetsrestriktioner på eksempelvis plejehjem, hospice og bosteder
Disse ting må ikke åbne:
* Natteliv, diskoter og spillesteder (kan åbne i fase 4)
* Fitnesscentre, badelande, legelande, svømmehaller
* Videregående uddannelser, som ikke allerede er åbnet (åbner i fase 4)