Kåre Mølbak: Regn med social afstand i mindst et år
Der kan gå et år, før man igen kan gå til koncert eller give hånd, mener direktør for Statens Serum Institut.
Der kan gå måneder - eller endda år - før danskere kan levet livet som før coronakrisen.
Sådan lyder vurderingen fra Kåre Mølbak, der er faglig direktør på Statens Serum Institut, i et interview med Berlingske.
Det er blandt andet store koncerter, teaterforestillinger, kram, håndtryk og tæt kontakt til andre, som skal undgås i lang tid fremover.
Kåre Mølbak har tidligere vurderet, at der vil gå mindst et år, før der er en effektfuld vaccine klar mod coronavirus.
Derfor forventer han, at vi i Danmark skal regne med at holde social afstand i mindst et år.
- Det betyder, at vi ikke behøver at stimle sammen til fredagsmorgenmad på arbejdspladsen, og det betyder også, at vi skal holde igen med håndtryk, kram og kindkys. Til gengæld kan man jo mødes på andre måder. Eksempelvis via Skype eller på Zoom, som mange gør i dag, siger Kåre Mølbak til Berlingske.
Store begivenheder skal afholdes alternativt
Han tilføjer, at det kan blive nødvendigt at finde alternative måder at afholde store kultur- og sportsbegivenheder.
- Måske kan man eksempelvis finde måder at tage på Louisiana, hvor man ikke lukker så mange ind ad gangen, siger han til Berlingske.
- Vi kan selvfølgelig ikke lukke alt ned, indtil vi har en vaccine, men det skal ske under den forudsætning, at folk kan holde afstand. Men der er nok også nogle ting, der ikke kan genoptages, før vi har en vaccine.
Den ubekendte faktor i ligningen er altså tidspunktet for, hvornår der findes en vaccine.
Myndigheder og fagfolk har gættet på mellem et år og halvandet. Det understøttes af en række eksperter, som Berlingske har talt med.
Allan Randrup Thomsen, virusprofessor ved Københavns Universitet, vurderer, at det også er møder med ældre mennesker, rejser og fodboldkampe, der må begrænses i lang tid endnu.
- Når hele strategien er baseret på, at vi ikke skal smitte hinanden, er det også meget vigtigt, at vi ikke får besøgende fra lande, der er hårdt ramt af coronavirus, siger han til Berlingske.