Lagkagehuset indrykker modsvar i aviser efter stormvejr
Beskyldninger om at sende penge fra statslige hjælpepakker i skattely har ramt Lagkagehuset den seneste tid.
Lagkagehuset har torsdag indrykket en helsidesannonce i flere danske aviser, hvor firmaet forsikrer kunderne om, at man kan handle hos dem med god samvittighed.
Det sker, efter at Lagkagehuset har været i modvind, fordi firmaet har modtaget økonomisk statshjælp, samtidig med at det har investorer med base i kendte skattelyområder som Jersey og Luxembourg.
På sociale medier har brugere opfordret til at boykotte Lagkagehuset.
Direktør: - Det har været overvældende
Ifølge direktøren for Lagkagehuset, Jason Cotta, har det været overvældende, hvor stærke følelser og holdninger der er til Lagkagehuset.
- Desværre har nogle holdninger været drevet af misforståelser omkring vores skatteforhold og ejerskab, står der blandt andet i annoncen, der er underskrevet af Jason Cotta.
- Fremadrettet vil vi skabe endnu mere gennemsigtighed omkring Lagkagehuset, står der videre.
Annoncen er blandt andet trykt i Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken.
Mellemfolkeligt samvirke ikke imponeret
Men trods den forsonende tone er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke Lars Koch ikke imponeret.
- Det er vel ment, men det kan ikke rigtig bruges til noget. Vi bliver ikke klogere på, om investorerne i sidste ende putter pengene i skattely frem for at tage dem hjem til beskatning, siger Lars Koch til Politiken.
Lagkagehuset har ikke gjort noget ulovligt ifølge Lars Koch.
Problemet er heller ikke den del af Lagkagehuset, der udgøres af de danske medarbejdere.
Det er ejerne, der har mulighed for at gemme overskuddet af et eventuelt salg af Lagkagehuset, der udgør et problem, skriver Politiken.
Andre bagere får nye kunder
I Aarhus er der flere bagere, der den seneste tid har nydt godt af, at Lagkagehuset er kommet i modvind.
Én af Lagkagehusets foretninger ligger på M. P. Bruuns Gade i Aarhus C, som også huser andre bagere, og der er flere bagere gaden, der fortæller til TV2 Østjylland, at de har oplevet en stigning i antallet af kunder.
Én af dem er SchweizerBageriet, som ligger 140 meter fra Lagkagehuset på M. P. Bruuns Gade i Aarhus.
- Vi oplever, at folk strømmer ret så kraftigt op til os. Vi har en normal rytme, hvor vi nogenlunde ved, hvor mange kunder der kommer. Men den her weekend har været helt anderledes, sagde Tine Lajer Petersen, der ejer SchweizerBageriet, til TV2 ØSTJYLLAND søndag.
Ifølge Tine Lejer Petersen har bageriet i løbet af weekenden haft omkring 25 procent flere kunder, end de normalt har.
- Vi har lyttet til vores kunder og spurgt ind. De fortæller, at Lagkagehuset har truffet nogle beslutninger, som de ikke var glade for, og det har givet os meget mere at lave, sagde Tine Lajer Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.