Ligger og flyder i byerne: Så mange har politiet sigtet med lattergas

Formålet med "lattergasloven" er at begrænse mulighederne for at bruge lattergas som rusmiddel, fordi det kan give varige skader at indtage det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lattergas i små ampuller eller større flasker har igennem en årrække været et populært rusmiddel, men en lovændring i sommeren sidste år gjorde dem ulovlige at være i besiddelse af på offentlige steder.

Det var fra det sekund, kalenderen skrev 1. juli 2023, at det blev ulovligt at være i besiddelse af gassen, men der dukker stadig eksempler op rundt omkring.

Så sent som i onsdags fortalte Østjyllands Politi i sin døgnrapport, at betjente havde rutine-standset en bil på Nordbyvej i Viby, hvor det viste sig, at der befandt sig to flasker lattergas.

Tre unge mænd på 17, 18 og 19 år sad i bilen og blev alle sigtet for ulovlig besiddelse af lattergas, og de to flasker lattergas blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

Det er blot det seneste eksempel, TV2 Østjylland er bekendt med, men vi har spurgt politiet, hvor mange sigtelser det har rejst for ulovlig besiddelse af lattergasflasker i det offentlige rum siden lovændringen.

Tallene viser, at Østjyllands Politi har registreret i alt 81 sigtelser: 11 i 2023 og indtil videre 70 i 2024 opgjort pr. 12. september.

Formålet med "lattergasloven" er at begrænse mulighederne for at bruge lattergas som rusmiddel, fordi det kan give varige skader at indtage det.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at lattergas kan være farligt, fordi gaspatronerne indeholder rent gas, der ikke er opblandet med ilt. Ved inhalering fortrænger gassen ilten i indåndingsluften, og det kan i værste fald resultere i kvælning.

Det siger lovgivningen

  • Det er forbudt at sælge lattergas til unge under 18 år.

  • Der må fra lørdag maksimalt sælges 17 gram lattergas ad gangen til privatpersoner. Sælges der mere, skal forhandlere tjekke, om køberen er erhvervsdrivende.

  • Fra lørdag den 1. juli er det forbudt at sælge lattergas til beruselse uanset mængden.

  • Borgere risikerer bødestraf, hvis de er i besiddelse af lattergas på offentlige steder. Det gælder eksempelvis i nattelivet, på festivaler samt uddannelsessteder.

  • Butikker, der sælger alkohol, tobak eller e-cigaretter, har forbud mod at sælge lattergas.

  • Sikkerhedsstyrelsen må lukke profiler på sociale medier ned, hvor der foregår ulovligt salg af lattergas.

  • Derudover må Sikkerhedsstyrelsen fra lørdag udgive sig for at være almindelige forbrugere, der køber lattergas, for at tjekke, om forhandlere overholder loven.

Kilder: Erhvervsministeriet og Sikkerhedsstyrelsen.

Pernille fandt 181 flasker på kort tid

Her på TV2 Østjylland har vi flere gange i løbet af de senere år fortalt om de stigende udfordringer med lattergas. Blandt andet om en aarhusiansk kiosk, hvor der blev fundet 180 ulovlige lattergaspatroner i juni 2022.

Vi har også fortalt om, hvordan en gruppe frivillige samler tomme flasker ind fra rundt omkring i byen og naturen. Alene i juni sidste år fandt Pernille Vendelboe fra Tranbjerg 181 flasker.

TV-indslaget her er fra TV2 Østjyllands nyhedsudsendelse fredag 30. juni 2023, hvor Pernille Vendelboe fra Tranbjerg fortæller om at indsamle tomme lattergasflasker.

Politiet kan give bøder, hvis det opdager, at nogen har medbragt lattergaspatroner på eksempelvis festivaler, i nattelivet eller på uddannelsessteder.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her