Mette Frederiksen: - Vi må forvente at gå en endnu hårdere tid i møde
Statsministeren har torsdag sendt live på Facebook. Hun svarede på spørgsmål, men kom også med et klart budskab: Det her er kun starten.
Mette Frederiksen har torsdag eftermiddag sendt live på sin Facebook-profil, hvor hun svarede på nogle af danskernes spørgsmål og bekymringer.
Derudover fortalte hun om den aktuelle situation med COVID-19, hvor hun pointerede, at det her kun er starten.
- Tallene for syge, indlagte og døde er allerede hårde, men vi må forvente, at vi går en endnu hårdere tid i møde. Mange flere danskere vil blive smittet. Mange flere danskere vil blive syge af COVID-19 - også på en kritisk måde, siger statsminsteren.
153 danskere var torsdag klokken 12 indlagt på sygehuse i Danmark ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen. Af dem er 30 indlagt på intensiv, heraf 27 i respirator.
Alvoren slår igennem nu
I sin Facebook-live fortæller statsministeren, at alvoren allerede slår igennem på landets sygehuse nu.
- De, der arbejder i det danske sundhedsvæsen, har rigtig travlt på grund af COVID-19, siger statsministeren.
Og hun vil endnu engang gerne sende en kæmpe tak til dem.
- En kæmpe stor tak til jer. Hold ud og hold ved - vi får brug for jer i den kommende tid på en måde, som Danmark ikke har oplevet i moderne tid, siger Mette Frederiksen.
Mange ting giver håb
Selvom Danmark går en meget hård tid i møde, så er der også mange ting, der giver håb i denne svære tid ifølge statsministeren.
- Alt det, I gør for hinanden allerede. I hjælper hinanden - køber ind for naboer, ældre får hjælp, vi ringer mere til hinanden og er obs på, hvordan vi hver især har det. Hjælpsomhed, solidaritet, sammenhold får en helt anden betydning på et tidspunkt, hvor vi ikke kan gøre det, vi plejer at gøre, når tingene er svære - nemlig at være sammen og give hinanden et kram, siger Mette Frederiksen og fortsætter:
- Og det er det, I skal lade være med. Det vigtigste nu er stadigvæk at få brudt smittekæden og holde COVID-19 væk fra så mange danskere som over hovedet muligt.
Derfor opfordrer hun endnu engang til, at alle overholder det sundhedsmyndighederne siger.
Derudover siger hun, at der ikke skal afholdes middagsselskaber eller fest, og at alle generelt skal holde sig fra hinanden og lade være med at samles.
- Tak til alle, der allerede gør alt, de kan. Til jer der ikke er nået med endnu: I skal gøre det og forstå alvoren af situationen. Det handler ikke kun om dig og dine - det handler om at passe på dem, der er allermest sårbare i denne situation.
Danskerne skriver selv historien
Statsministeren pointerer, at situationen med COVID-19 er historisk. Hun understreger dog også, at vi selv er med til at bestemme, hvordan historien skal lyde.
- Vi valgte ikke selv COVID-19 - men den valgte desværre os. Nu vælger vi selv, hvordan vi som land håndterer en så alvorlig krise som den, vi står i lige nu. Jeg er sikker på, at vi håndterer den på den danske måde ved at stå sammen, arbejde sammen og passe på hinanden.