Østjylland ramt af stormflod: Se de van(d)vittige vilde billeder
Natten til tirsdag var vandstanden høj flere steder i det østjyske. Se de vilde billeder her.
Vinterferien er i den grad startet med barskt vejr.
De seneste par dage har været præget af voldsomt blæsevejr, og natten til tirsdag blev flere steder i Østjylland ramt af stormflod.
En af de steder det stod værst til, var på Toldbodgade i Randers.
Her var vandstanden helt oppe på en meter og 34 centimer omkring klokken 22:30.
- Når vandstanden er over en meter og 30 centimeter, så begynder det at blive kritisk. Vi nåede også lige at blive lidt nervøse, men det blev heldigvis ikke nødvendigt for os at trykke på knappen og kalde folk ind, siger Anders Brix Christensen, der er indsatsleder ved Randers Brandvæsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Anders Brix Christensen kørte sammen med en kollega ned for at besigtige Toldbodgade, og selvom vandet stod højt, gjorde de ikke noget ved det.
- Heldigvis var byen nogenlunde forskånet i forhold til udviklingen. Vi fulgte med i vandstanden, og vi kunne se, at vandet allerede var ved at trække sig tilbage, så vi gjorde ikke noget yderligere, siger Anders Brix Christensen, der er indsatsleder ved Randers Brandvæsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Åen i Aarhus flød over
I Aarhus midtby blev gaderne også oversvømmet.
Her gik åen, som går igennem Aarhus Centrum, nemlig også over sine bredder.
Det var dog ikke så slemt, at Østjyllands Beredskab rykkede ud.
- Jeg kunne se, at vandstanden toppede her omkring klokken 00, men vi har ikke fået nogle anmeldelser i løbet af mandag aften eller natten til tirsdag, siger Johnny Damgaard, der er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi har heller ikke modtaget anmeldelser om oversvømmelser.