Oplev 2010'erne: Yahya Hassan, Helmig og en fundet storetå

2010'erne var årtiet, hvor Thomas Helmig fik gråt hår og alligevel bare blev yngre og yngre. Hvor ghettodigteren Yahya Hassan skød med skarpt og drillede studieværter, og hvor vi måtte vi sige farvel til Bamse, Prins Henrik og Lars Larsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dronningen samlede de berømte 

Dronningen har været et konstant midtpunkt for festlige stunder i det østjyske i de seneste 10 år. Hun har kørt i hestevogn gennem flere østjyske byer, og regenten har åbnet Festuger, indviet Det nye Moesgaard, Dokk1, nye huse i Den gamle by, - og masser af kunstudstillinger.

Familien var med, da rige og berømte østjyder deltog i Dronningens fødselsdagsfejring i Musikhuset i 2015.

Dronningen og Prins Henrik slog publikumsrekorder på kunstmuseet Aros i Aarhus, da de udstillede deres egen kunst.

Da Aros viste udstillingen Pas de Deux Royale, var det første gang regentparret selv så deres kunst samlet. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Der blev derfor hørt efter, da Dronningen både som berømt og som kunstner i 2017 kritiserede det røde græstæppe i Mindeparken i anledning af Sculpture by the Sea langs Aarhus Bugten.

En del af Mindeparken i Aarhus blev i 2017 overmalet med rød og hvid maling af den tyske kunstner Katharina Grosse. Det meget omdiskuterede kunstværk var en del af Aros-udstillingen, The Garden. Det brød majestæten sig ikke om.

Thomas banker stadig på

Thomas Helmig blev kortvarigt dømt ude som alt for gammel, da North Side meddelte, at han skulle spille på festivalen i 2017, men Helmig væltede både publikum og anmeldere omkuld, ligesom han har gjort det igen og igen på Smukfest i Skanderborg.

Thomas Helmig på scenen til stor jubel for de mange festivalgæster på North Side. Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Thomas Helmig har været pigernes idol siden 1980’erne, og han er stadig på toppen.

Sønnen Hugo Helmig blev i en meget ung alder også rig og berømt. Han forsvandt dog brat fra offentligheden efter at have fortalt om sit stofmisbrug, men i 2020 skal både han og faderen, Thomas Helmig, spille på Roskilde festivalen.

Far og søn - Thomas og Hugo Helmig. Foto: Ritzau Scanpix

Yahya Hassan trak i studieværtens slips

Sjældent har en bog med digte solgt så godt som Yahya Hassans digtsamling om livet i ghettoen. Han forsøgte at komme i Folketinget for det nye parti, Nationalpartiet, og tog på en utraditionel politisk medieturne.

TV2 ØSTJYLLANDs studievært Søren Jensen holdt ansigtet i de korrekte folder, da Yahya Hassan efter et live-interview trak i værtens slips og kaldte det en hundesnor.

En hundesnor kaldte Yahya Hassan studieværtens slips.

Men stofmisbrug og en ustabil psyke ødelagde meget. Yahya Hassan fik en behandlingsdom for at skyde en mand i foden og for 41 andre forhold. I november 2019 overraskede Yahya Hassan med at møde op på bogmessen og læse op af sin nyeste digtsamling, som også har solgt godt.

Yahya Hassan er tilbage. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

De berømte med domme

Byggematadoren  Kurt Thorsen brugte en god del af 00’erne til at sidde bag tremmer, og han fik endnu en fængselsdom i 10’erne, som han har udstået, men der har været stille om ham siden.

Kurt Thorsen er født og opvokset i Aarhus. Han har flere gange siddet i fængsel for bedrageri og skattesvig.

Per Zeidler, kommunalpolitiker fra Syddjurs, blev landskendt for sine gangbangs i forsamlingshuse. Han sørgede for prostituerede kvinder, et passende antal madrasser, og så kunne mændene ellers bare komme.

Han fik en betinget dom for rufferi, men det stoppede ikke Per Zeidler. For nylig kom det frem, at han stadig arrangerer gangbangs.

Per Zeidler er ikke længere aktiv politiker. Han har også i 2019 arrangeret gangbangs.

Den amerikanske drøm ved Grenaa

På Sostrup slot nord for Grenaa blev nonnerne efterhånden mere berygtede end berømte. De nåede at have kloster på slottet i 41 år, men så forlød det, at en abbedisse havde forårsaget en ældre nonnes død. Der kom aldrig nogen retssag ud af den historie, nonnerne rejste i al stilfærdighed væk, og slottet blev solgt til en rig dansk-amerikansk kvinde, Kirsten Swift.

Hun har siden pumpet millioner i de røde mure og skabt et sted, som nu er åbent for koncerter, fester og ferieophold.

Kirsten Swift kom hjem til Danmark efter mange år i USA. Hun har renoveret det gamle Sostrup Slot.

Tollundmandens tå

Tollundmanden på Museum Silkeborg har været død i over 2000 år og har været berømt, lige siden han blev gravet op i 1950. Stor var glæden, da hans storetå blev afleveret tilbage til museet. Storetåen blev fundet i dødsboet efter en københavnsk konservator, som havde beholdt tåen, efter han havde været med til at konservere det gamle moselig.

Tollundmanden fik sin rigtige storetå igen i 2019. Siden tåen forsvandt i 1950, havde han haft en attrap.

Medaljer og stjerner

Hækkeløberen Sarah Slott Petersen satte det lange ben forrest og vandt EM guld og sølv til OL. Det sidste blev kaldt den største danske idrætspræstation nogensinde.

Det var en kæmpesejr for Sara Slott Petersen at vinde sølv i hækkeløb til OL i London i 2012. Foto: Phil Noble - Scanpix

Der var også hæder igen og igen til Wassim Hallal og hans team på Restaurant Frederikshøj i Aarhus. De fik som de første i Aarhus en Michelinstjerne, siden er der drysset flere stjerner ud til restauranter i Aarhus.

Wassim Hallal skabte historie, da han som den første restauratør i Jylland opnåede en Michelinstjerne.

Aarhus med dobbelt a

Det kendte bysbarn Jørgen Leth var beæret over at blive inviteret til Aarhus, hvor han skulle lade sin berømte, milde røst lyde ud gennem den nye letbanes højttalere. Han syntes, stoppestedernes navne var fulde af poesi og minder.

Da Nicolai Wammen var borgmester i Aarhus, ville han nok ønske, at han var ligeså god til stednavne, da han fik et spørgsmål om navnene på de tidligere kulturhovedstæder. Det var lidt pinligt, at han ikke kunne huske de to navne, fordi han lige havde forklaret, at Aarhus nu kom på verdenskortet som europæisk kulturhovedstad efter 2017.

Det var byerne Turku og Tallinn, som den daværende Aarhusborgmester Wammen ikke kunne huske.

Det var samme Wammen, som fik indført Aarhus med dobbelt a, inden han drog til København for at blive medlem af Folketinget og senere blev minister.

Synlig rigdom

Det er skønt, når de rige deler ud af deres formue. Takket være indtægterne fra Føtex, Bilka og Netto har Salling Fondene med Karin Salling i spidsen delt mere end en milliard kroner ud til kultur, sport og velgørenhed. Fornylig gav Salling Fondene sammen med rigmanden Henrik Lind 500 millioner til et nyt verdensklasse stadion i Aarhus, et projekt der også redder den 96-årige væddeløbsbane.

- Det er dejligt at betale noget tilbage til aarhusianerne, har Karin Salling udtalt.

Karin Salling er enke efter Herman Salling og sidder som næstformand i Salling Fondene.

Der var næsten ikke plads til alle de riges privatfly i Tirstrup, da rigmanden Henrik Frederiksen solgte ud af sin imponerende bilsamling ved en velbesøgt auktion.

Henrik Frederiksen er blevet meget rig efter at have solgt en stribe Matasforretninger og har siden haft en heldig hånd i investeringer. Da hans kone, Vivi Henriksen, døde, solgte han deres fælles sted, herregården Lyngsbækgaard ved Ebeltoft, for 73 millioner kroner til en fond og flyttede selv tilbage til København.

Henrik Frederiksen har solgt herregården Lyngsbækgaard, hvor hans imponerende bilsamling fyldte godt op.

Dem mistede vi

En af Danmarks rigeste og mest berømte mænd, grundlæggeren af Jysk, Lars Larsen fra Silkeborg, døde i 2019 efter nogle måneders sygdom. Formuen var igennem 40 år skabt af en kombination af dyner, rejser, golf og møbler.

Lars Larsen døde i 2019. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Det var et chok, da den folkekære sanger Flemming Bamse Jørgensen døde Nytårsmorgen 2011, han har siden fået sin egen plads i Aarhus, lige der hvor han mødte sit liv kærlighed Kate.

- Det kan godt være, at det nu hedder Flemming Bamse Jørgensens Plads, men for mig vil det altid være Kærlighedens Plads, sagde Kate Jørgensen ved afsløringen af pladsens navn.

Flemming Bamse Jørgensens Plads ligger ved Aarhus Ø.

Elvis er for længst død, men han lever alligevel stadig i Randers. For her fik han i 2010 sin helt egen mindestue i et hus, der ligner hans elskede Graceland i Memphis i USA. Elvis’s arvinger krævede dog navneforandring, så nu hedder kopihuset Memphis Mansion.

Mindet om Elvis holdes i live i Randers. 

Dronningens præst og sjælesørger

Det var et imponerende syn, da alle landets biskopper i flotte kapper og dronningen overværede, at Henrik Wigh Poulsen blev ny biskop i Aarhus Stift.  Han afløste Kjeld Holm, der havde været biskop i Aarhus i 21 år.

Senere blev Henrik Wigh Poulsen også udnævnt til Kongelig konfessionarius, dvs. kongehusets særlige sjælesørger og præst.

Det var et imponerende syn, da alle landets biskopper deltog i bispevielsen af Henrik Wigh Poulsen. Mange af kapperne er designet  -og nogle også syet - af Dronningen. Flere af kapperne blev udstillet, da regentparrets kunst blev vist på Aros.

På den måde er vi igen tilbage ved Dronningen. Måske ikke den rigeste, det ved vi ikke, men i al fald den mest berømte igennem 2010'erne.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her