Paw har ti mødre og ti fædre
Da Paw Bording Kroner var barn, havde han godt ti fædre og ti mødre, og han har så mange søskende, at han skal bruge flere hænder for at opremse dem alle. I barndomshjemmet i 70’ernes landkollektiver på Djursland blomstrede kærligheden på kryds og tværs af store visioner, fællesøkonomi og velourtøj.
I dag er Paw Bording Kroner 51 år, og egentlig hedder han Simon. Det står på hans dåbsattest. Selvom han lige nu bliver i tvivl om, hvorvidt han overhovedet er døbt. På hans fødselsattest står der Joy.
Det var hans far, Stig Allan Kroner, en festlig, oprørsk københavnermusiker, som syntes, navnet var perfekt til den lille dreng med det brede smil. Kaldenavnet Paw fik han først senere af de djurske kollektivister, som kom til at udgøre hans store, sammensatte familie. Den familie, han landede i, da han som treårig ankom til Granlunden i Emmelev-dalen på Djursland med sine forældre i 1973.
Han husker ikke turen fra hovedstaden mod den østjyske drypnæse. Men han har fået fortalt, at det foregik i et folkevognsrugbrød – helt som man forestiller sig det.
Dermed slog de tre sig til karavanen af storbyhippier, der havde fået nok af grådig vækst og storkapitalisme, energikriser og enegang. De unge søgte nye veje med drømmen om et friere, grønnere og mere langsomt liv på egne præmisser. Karavanen havde kurs mod Djursland – væk fra de larmendes storbyers grå beton.
Simons far, Stig Allan Kroner, var en energisk nørrebrodreng fra arbejderklassen, der levede og åndede for musikken. Fra miljøet omkring Christiania kendte han Gasolin-gutterne, som han hang ud med til svedige jamsessions, hvor Simon som ganske lille ofte var med på slæb.
- Jeg har fået fortalt, at jeg plejede at sove på pudedæmperen i Gasolins stortromme, når de holdt pauser, siger Simon.
Simons mor, Lone Bording, havde også tætte forbindelser til miljøet omkring Christiania. Hun var en kreativ sjæl, der kom fra en akademisk familie af psykologer, som selv dyrkede antiautoritære og fritænkende idealer. Forældrene hasselerede heller ikke, da Lone kom hjem som 16-årig og fortalte, at hun var gravid.
I de progressive kredse fyldt med visionære fritænkere, oprørske provokatører, drømmere og kreative ildsjæle, hvor Simons forældre befandt sig, spirede ideen om at flytte i kollektiv på landet.
Lone, Stig og lille Simon pakkede derfor deres lille liv sammen for at slå følge med flokken af københavnerhippier i en fælles søgen efter en alternativ levevis.
- Der blev kigget på flere steder, specielt på Sydfyn og i Søhøjlandet omkring Silkeborg. Men det var på Djursland, de fandt mange af de nedlagte husmandssteder til salg, som egnede sig godt til drømmene om kollektivet. Det blev ikke kun ved snakken, for de var handlekraftige mennesker, siger Lea Glerup Møller, museumsinspektør på Museum Østjylland i Randers, som i 2018 åbnede særudstillingen ”Det Flyvende Hjerte – Kollektiver på Djursland”.
Den gamle firelængede gård ligger der endnu. Granlunden ligger trygt beskyttet i den lavning, der udgør Emmelev Kær nord for Grenaa. Solidt forankret i den østjyske muld står det hvidkalkede bindingsværkshus med de rødmalede vindueskarme.
Enkelte steder har husmuren dog slået revner. På husmuren hænger et dyrekranie, og der er spor af påmalede regnbuer på træernes nøgne stammer. En enlig høne iler klukkende over vejen i vinterkulden. Ellers er her stille. Men det er ikke sådan, Simon husker det. På Granlunden var der altid liv:
- Der har været rigtig mange mennesker igennem kollektivet. Mange er kommet til og flyttet fra, og alle var blandet sammen i en stor, rodet masse. Børneflokken husker jeg tydeligt. Det er mennesker, som jeg nærmest kunne kalde mine søskende, siger han.
De første beboere flyttede ind på gården i 1971 og lagde kimen til kollektiv-kærrets grundsten - som et bankende hjerte centralt beliggende i Emmelevs voksende fællesskab. De rev ned, renoverede og byggede til. Værksted, musiklokale, sauna, pot-rum på førstesalen og et utal af værelser. Det strømmede til med mennesker, som alle havde iværksættertrang og nye idéer, der krævede plads.
Med tiden opkøbte kollektivisterne flere mindre gårde og huse omkring Granlunden, så fællesskabet havde rum til at vokse – Gæstfri, Bakkehuset, Speedway – mindre kollektiver, der alle var forankrede i hovedhuset.
- Granlunden var samlingspunktet. Her sad de voksne og udarbejdede alle deres projekter. Her blev øvet med band, arrangeret fester og lavet teaterforestillinger. Det var stedet man mødtes, og hvor ting blev skabt, siger Simon.
Børneflokken voksede støt, og de mange unger bevægede sig frit efter lyst og behov mellem de forskellige kollektiver, der udgjorde mange af husene i Emmelev Kær. Alle var de forbundet af den samme hjertelige åbenhed – dørene stod på vidt gab, og man var velkommen alle steder.
- Vi børn var, hvor vi havde lyst til at være. Kun til måltiderne gjaldt det om at være lidt strategisk. Hvis de serverede noget, der var mere spændende ovre i Gæstfri, så var det der, man listede over og fik helstegt kylling med flødesovs og ris i stedet for selleribøfferne på Granlunden, griner Simon.
På gården var de fælles om alt. Ligesom velourtøjet, der ofte var syet af kvinderne selv, var også Granlundens værelser og børnenes få stykker legetøj til deling. Simon mindes ikke nogensinde at have haft sit eget værelse. Husets rum har altid været delt med søskende eller andre børn i kollektivet.
- Jeg husker specielt ét af værelserne, som havde en gigantisk seng. Den gik næsten fra den ene væg til den anden. Hvis man krympede sig lidt sammen, så kunne man nemt ligge ti børn i den. Når der var fest i huset, så var det der, vi unger dejsede om i én stor rodebunke, siger Simon.
Selv rollen som forælder var ofte et delt ansvar mellem de voksne. I tråd med at bryde med de herskende samfundsnormer havde mange kollektivister også idealer om at ophæve den gængse familiestruktur. Det betyder, at der i dag er en god håndfuld omsorgspersoner, som har haft lige så meget indflydelse på Simon som hans biologiske mor.
- Min mor var Lone, Trine, Sisse, Mette og Lise og flere andre kvinder. De har lært mig, at der findes mange forskellige måder at være mor på, og jeg har oplevet mange forskellige temperamenter. Det har været en fordel for mig, er jeg sikker på, siger han.
Den flydende forældrekonstellation sikrede, at der altid har været en voksen til stede. Men samtidig har det også betydet, at forældrerollen sommetider har været en smule diffus.
- Enkelte af kollektivisternes børn giver udtryk for at have oplevet, at det der var alles ansvar, blev ingens ansvar. Det har været forskelligt fra kollektiv til kollektiv, men nogle steder havde man en idé om, at man som forælder ikke altid behøvede at være der, fordi der var andre voksne, siger Lea Glerup Møller, museumsinspektør på Museum Østjylland.
Det er også Simons oplevelse.
- Jeg søgte nok altid min biologiske mor, når jeg havde størst behov for trøst og tryghed. Og selvom der var andre voksne, som kunne tage over, så var den største ulempe uvisheden og utrygheden, det førte med sig - og savnet over, at hun ikke altid automatisk var der, siger Simon.
Granlunden og den omkringliggende jord krævede vedligeholdelse og masser af knofedt. I kollektivet var arbejdsdage derfor selvskrevne, når der skulle males, sås og høstes.
- Vi børn havde ingen faste tjanser, men lærte fra start at deltage naturligt i det fælles arbejde. Jeg hjalp med at luge grøntsagshaven og fodre hønsene. Men vi unger fandt hurtigt sammen og stak af op i bakkerne for at lege i stedet, siger Simon.
Her levede de et ultrafrit børneliv med alt hvad det indebærer af røde kinder, løbende snotnæser, hjemmestrik og hudafskrabninger på knæene. Legetøj var der ikke meget af, og dagene foregik for det meste udendørs.
- Vi byggede huler, legede røvere og soldater med kæppe og slog kolbøtter ned af skrænten. Det var et rent legeland at boltre sig i. Det er dén hverdag, jeg husker bedst, siger Simon.
Der var ingen regler for, hvornår ungerne skulle indfinde sig derhjemme. Man kom hjem, når man havde fået nok – eller når sulten indfandt sig. Børneflokken var tæt sammentømret, og alle havde deres egen rolle at udfylde i det sociale fællesskab.
- Jeg tror, at vi børn i flokken skabte vores egen tryghed sammen. Det var trygt, fordi vi havde så tæt et bånd, som vi havde. På mange måder var vi nok hinandens voksne, siger Simon.
Mange af de voksne var hjemmegående, andre arbejdede med forskellige håndværk som keramikere, vævere eller guldsmede. Man bidrog til fællesskabet med det, man kunne. Flere tjente også penge gennem lærer- og pædagogarbejde og ved kreative aktiviteter som kunst, musik og teater, eller på koncerter og sommerlejre i Ramten Skov.
- De satte enormt meget i gang. Der var så mange skabende kræfter, og de blev konstant inspireret af hinanden. Det har været en gave at være del af så meget kreativitet og samskabelse, siger Simon.
I dag står Norddjurs Friskole som en blivende reminder om, hvad fællesskabet formåede. Det begyndte som et initiativ fra Emmelev-kollektiverne, hvor børneflokken var størst.
I det sidste hus for enden af grusstien, Gæstfri, blev der dyrket pot. Efterfølgende tørrede man det i loftsrummet på Granlunden. Stoffer og alkohol var for mange en naturlig del af de voksnes fest.
- Jeg har oplevet masser af fulde og skæve voksne på svampe, syre og speed, og også skænderier blandt voksne om brugen, men aldrig ubehagelige episoder, der er gået ud over mig, siger Simon.
- Vi så, hvad de voksne gjorde. Vi stjal øl fra dem og sommetider også lidt pot. Det eksperimenterede vi med i 10-årsalderen. Som 13-årige cyklede vi fra Emmelev på diskotek i Grenaa. Det var for grænseløst. Vi var jo ikke gamle nok til noget af det.
For nogle tog friheden og grænseløsheden overhånd. Enkelte udviklede misbrug og måtte i behandling. Simon har oplevet nære venner med svære hashpsykoser:
- Misbrug skete sjældent i børnehøjde, men alligevel var det jo tydeligt nok. Specielt for mig måske, fordi min biologiske far selv var misbruger og også døde af det for nogle år siden, siger han.
Når Simon kigger tilbage, sætter han stor pris på den frihed, han havde som barn. Der var mange gode tanker og intentioner bag de voksnes eksperimenter på Djursland – men oplevelserne rummer både gode og mindre gode erfaringer.
Erfaringer, som Simon tager med sig i forhold til opdragelsen af sine egne børn. Han er i dag far til to, som han har med sin kone Anne-Helene Kroner Nielsen:
- Jeg savnede nok en smule mere støtte og vejledning. Ikke på en styrende måde, men bare det at vide, at nogle altid havde min ryg, og at jeg ikke selv skulle ud og skabe den tryghed. Stabilitet og nogle lidt fastere rammer ville jeg have haft godt af. Derfor går jeg selv meget op i at forsøge at være der for mine unger og guide dem bedst muligt igennem livet, siger Simon.
Som årene gik, løb tiden fra kollektiverne i Emmelevdalen. Landsbysamfundet blev langsomt opløst og affolket. I dag er der blot to kollektivister tilbage på Granlunden fra dengang.
Værdierne frihed, fællesskab, tolerance og rummelighed tager Simon stolt med sig fra sin barndom. Det samme med respekten for naturen og miljøet. Alligevel drømmer han ikke om at flytte i kollektiv igen:
- Jeg vil ikke bo i et kollektiv, som det jeg selv er vokset op i. Men måske et bofællesskab, hvor man er sin egen enhed som familie - uden for meget fælleseje. Jeg sætter stor pris på at have mine egne ting i dag. Det betyder noget for mig at give mine børn deres eget legetøj, siger han.
Noget tyder på, at flere igen drømmer om en mere kollektiv boform. I Syddjurs Kommune har de oplevet en stigende interesse for kollektiver og bofællesskaber igennem de seneste fem år:
- Lysten til fællesskabet er stor. Men mange har måttet opgive tanken, fordi det simpelthen tager for lang tid. Der er flere reglementer at komme igennem i dag, end der var i 70’erne. Vi forsøger at imødekomme ønskerne ved fx at lave forsøgsordninger med bofællesskaber, men der mangler mere kommunal vilje og enighed om at satse på de kollektive boformer, fortæller Alette Lena Skov-Hansen, udviklingskonsulent i Syddjurs Kommune.
Simons rødder på Djursland er fortsat stærke, og netop nu står han og familien midt i en flytning fra Viborg mod deres nye hjem i Ebeltoft, og med ét er strækningen til Emmelev Kær og Granlunden blevet en hel del kortere. Desuden overvejer Simon at få lavet navneforandring, så hans navn også på papiret bliver Paw – kaldenavnet, han i sin tid fik af kollektivfamilien.
