Politisk flertal vil droppe coronapas ved udendørsservering

Udendørsservering bør kunne åbne 21. april uden krav om coronapas, mener flertal på Christiansborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sådan ser der normalt ud ved åen i Aarhus. Hvordan der kommer til at se ud, når udeservering åbner op den 21. april, vides ikke endnu. Foto: Colourbox / Antony McAulay
Af Ritzau

Oppositionen, Enhedslisten og De Radikale mener alligevel ikke, at der er fornuft i at indføre krav om, at kunder skal vise et gyldigt coronapas ved udendørs serveringer.

Det oplyser partierne til DR.

Det er ellers en del af aftalen om rammerne for en genåbning af Danmark fra 22. marts. Her blev det skrevet ind, at der kunne åbnes for udendørsservering fra 21. april, hvis kunderne kunne fremvise et gyldigt coronapas.

Et gyldigt coronapas kan opnås på tre måder: En negativ coronatest, der er højest 72 timer gammel, en overstået infektion eller en fuldført vaccination.

Men selv om det indgik i aftalen, er hverken Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance, De Radikale eller Enhedslisten store tilhængere af kravet.

Hvilken effekt har det?

- Vi har hele tiden været skeptiske i forhold til brugen af coronapas, siger Peder Hvelplund, der er coronaordfører for Enhedslisten, til Ritzau.

- Og i særlig grad i forhold til udendørsservering, fordi det simpelthen er svært at se, hvilken smittedæmpende effekt, det har.

- Vi har hele tiden haft den tilgang, at coronapasset skulle bruges så lidt som muligt og i kortest tid mulig, fordi det i vores øjne er et ret problematisk redskab.

- Når vi nu kan konstatere, at det i forhold til udendørsservering ikke har nogen effekt, så vi gerne, at man i kredsen af partier bliver enige om, at det krav, det sløjfer vi.

De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgren, supplerer, at det efter hans opfattelse sætter restaurationerne i et dilemma.

Vejret er en joker

- Problemet med coronapasset i denne situation er, at det pludselig lægger en masse krav over på eksempelvis restaurationsbranchen, som egentlig ikke har lyst til at bede folk om at vise deres sundhedsdata, siger han til DR.

DR har talt med en række restauratører, der ikke planlægger at starte med udendørsservering fra 21. april. Her fremhæves vejret som den store joker - men der peges også på, at kravet om coronapas sætter personalet i en uvant situation.

- Vores personale er ikke et vagtselskab. De skal bare servere fadøl, siger Britt Vorre fra Aarhus Street Food til DR.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her