Professor: Næste dage vil vise, om kurven er fladet ud
De næste dage bliver afgørende for smitteudviklingen, mener professor. Antal indlagte stiger med 39 til 429.
Der er registreret yderligere 3337 tilfælde med covid-19 i Danmark. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Det er det højeste antal, der er registreret på ét døgn under epidemien.
12. december blev der registreret 3552 nye coronatilfælde. Det var dog for 28 timer.
Forsigtig optimisme
Hvis man ser tilbage på de sidste tre dages smittetal, er der grund til "en smule optimisme".
Det vurderer Eskild Petersen, professor ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.
- Det virker, som om at tallene er ved at flade ud, og kurven ikke stiger længere. Så der er grund til forsigtig optimisme, og de næste to til tre dage vil vise os, om det er rigtigt, eller der stadig er en udvikling.
- Men at tallene er stort set stabile over tre dage er et godt tegn, siger Eskild Petersen.
De daglige smittetal kan ikke sammenlignes direkte med dem, der var i foråret. Der testes nemlig nu langt flere personer.
Det svarer til, at 3,50 procent af de 95.230 test, der er kommet svar på, har været positive for covid-19.
Det er den højeste andel, hvor alle har kunnet få en coronatest. Det har været muligt siden slutningen af maj.
Lyntest bragt i spil
Over weekenden er der blevet åbnet for, at danskerne også kan få lavet de såkaldte lyntest for coronavirus gratis hos Falck.
Her blev 262 personer søndag testet positive for covid-19. Smittetallene herfra indgår endnu ikke i SSI's opgørelse.
Aftalen med Falck er lavet for at imødekomme den store efterspørgsel på coronatest, der er steget i takt med, at smittetallene er steget meget de sidste uger.
Det er sket, selv om der er kommet yderligere restriktioner, men det kan der være en god forklaring på, mener Eskild Petersen.
- Vi har set opgørelser fra seruminstituttet, der viser, at det er folk i aldersgruppen 15 til 30 år, der har stået for den store smittespredning de sidste fire uger.
- Der har nok været en tendens til coronatræthed, så folk måske har slækket lidt på sociale kontakter, siger han.
429 indlagt på hospitaler
Der er blevet indlagt yderligere 84 personer smittet med covid-19 på de danske hospitaler. Det samlede antal af indlagte stiger med 39 til 429.
Det skyldes blandt andet, at nogle patienter er blevet udskrevet. Samtidig er der sket yderligere ni dødsfald blandt coronasmittede.
Det oplyses dog ikke i SSI's opgørelse, om disse har været indlagt.
Læs også:
Der er en tendens til, at der bliver udskrevet færre patienter i weekenden. Derfor ses der ofte et lidt højere antal af indlagte om mandagen.
Mandag er der indlagte 61 coronapatienter på landets intensivafdelinger, hvoraf 34 ligger i respirator. Søndag var tallet henholdsvis 54 og 33.
Antallet af indlagte mandag er det højeste siden starten af april. 1. april var 535 indlagt med coronavirus, hvilket er det hidtil højeste antal.
I alt er 950 danskere smittet med covid-19 døde under epidemien.