Rekordlav opbakning til coronaindsats: - Mangler tydelig kommunikation

Under halvdelen af befolkningen mener, at sundhedsmyndighedernes råd er tilstrækkelige til at forhindre smitte. Det er første gang, tilliden er så lav.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Antallet af dagligt smittede med corona har slået rekord i denne uge, og endnu en ny mutation - omikron - er kommet til Danmark.

Alligevel lever vi i et langt mere åbent samfund sammenlignet med samme tid sidste år. Vi kan stadig tage på restaurant, på shoppetur og i byen - dog med krav om coronapas og mundbind flere og flere steder.

Det kan handle om, at vi vil have mere hjælp til anbefalinger, og hvordan vi skal forholde os.
Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Nu tyder det på, at en stor del af danskerne har mistet tilliden til, at sundhedsmyndighedernes råd er tilstrækkelige til at forhindre smittespredning. Det fremgår af resultater fra HOPE-projektet på Aarhus Universitet, som undersøger danskernes adfærd under coronapandemien.

For første gang er der ikke længere et flertal, der siger ja til, at anbefalingerne fra myndighederne er nok.

- Generelt har der været opbakning siden maj 2020. Men den seneste måneds tid har opbakningen været faldende. Det kan for eksempel skyldes en stigende bekymring og manglende tydelig kommunikation fra myndighederne, siger projektleder på projektet og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Michael Bang Petersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ikke ensbetydende med flere restriktioner

Ifølge adfærdsforskeren er resultaterne fra sidste uge ikke nødvendigvis et tegn på, at danskerne vil have flere restriktioner eller nedlukninger. I stedet kan det være et udtryk for en bekymring, der er kommet på baggrund af et stigende smittetryk samtidig med manglende information fra myndighederne om, hvordan man skal forholde sig.

- Der er grænser for, hvilke restriktioner der er opbakning til. Dem, der er opbakning til, er coronapas og mundbind. Det kan i stedet handle om, at vi vil have mere hjælp til anbefalinger, og hvordan vi skal forholde os, siger Michael Bang Petersen.

Han fortæller, at det er den stigende bekymring, der driver den faldende tiltro.

- Der er jo masser at være bekymret for og ikke mindst nu. Men regeringen har jo mange forskellige ting, de skal tage hensyn til. Det er en balancegang, og min vurdering er, at politikerne forsøger at gå tilbage til at holde samfundet så åbent som muligt, hvor man samtidig kan håndtere smitten på landets hospitalet.

Han understreger også, at de data, det drejer sig om her, blev indsamlet mandag til søndag i sidste uge. Siden da har der været et pressemøde, hvor myndighederne gav udtryk for, at de forventer at kunne holde samfundet åbent hen over vinteren. Han vurderer, at det kan have indflydelse på danskernes tillid til myndighedernes coronahåndtering.

- Nu er der taget hul på noget af den kommunikation, som folk har manglet, og det kan måske hjælpe på tilliden. Det skal også siges, at dét, at befolkningen er usikre på, om coronaindsatsen er tilstrækkelig, ikke er ensbetydende med, at vi skal indføre flere restriktioner eller anbefalinger, siger Michael Bang Petersen.

- Det skal bunde i en sundhedsfaglig vurdering fra myndighederne.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her