Rekordlavt antal indbrud: Tyvene har holdt corona-pause
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud er rekordlavt i år. Ifølge Østjyllands Politi skyldes det primært, at mange er blevet hjemme under corona-krisen.
Det kan godt være, at nogle forældre har haft det lidt stramt med at have hjemmekontor i ugevis under corona-krisen. Men selvom det har været en anderledes hverdag for mange danskere, har det også haft en positiv effekt.
Antallet af indbrud har nemlig været rekordlavt. I andet kvartal af 2020 har der ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik på landsplan været 2.826 indbrud. Det er et fald på 43 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Også i Østjyllands Politikreds har man oplevet store fald. Særligt i Randers, hvor der i 2. kvartal af 2019 var 104 indbrud - i år var der kun 47 indbrud.
- Det er rigtigt glædeligt, og vi kan se i alle de østjyske kommuner, at antallet af indbrud er noget lavere, end det var sidste år, siger fungerende politiinspektør hos Østjyllands Politi, Gert Bisgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Der er helt sikkert en sammenhæng i, at folk har været mere hjemme, og der har været mange mennesker på de små villaveje. Det har gjort det svært for indbrudstyvene at arbejde i fred. Jeg er sikker på, at det bærer en stor del af æren for, at vi ikke har så mange indbrud, siger Gert Bisgaard.
Flere dage med nul indbrud
Gert Bisgaard oplyser, at Østjyllands Politi under corona-nedlukningen har haft flere dage, hvor de ikke har registreret et eneste indbrud, hvilket er ret usædvanligt. Men nu begynder tyvene desværre at røre lidt på sig igen.
- Jeg er nok bange for, at efterhånden som folk vender tilbage på arbejde efter sommerferien, og når der begynder at være stille på villavejene, så bliver der desværre nok også bedre arbejdsforhold for indbrudstyvene, siger Gert Bisgaard.
Derfor opfordrer han folk til at sikre deres hjem og lave aftaler med naboerne om at holde øje med huset, hvis man er på ferie. Og så kan man også gøre noget selv.
- Sørg for, at din bolig ser beboet ud, så der for eksempel holder en cykel ude foran eller en bil i indkørslen, og sørg for at postkassen bliver tømt, siger Gert Bisgaard.
Sommeren er højsæson
Ifølge "Bo trygt", som er en kampagne fra Trygfonden og Realdania, er antallet af indbrud rekordlavt. Projektet er sat i søen i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd og Videncentret Bolius med netop det formål at mindske antallet af indbrud i private hjem.
- Indbrudstallet er på et historisk lavt niveau. Samtidig ser det ud til, fremskridtene også påvirker danskernes tryghed i positiv retning, siger Britt Wendelboe, programleder i "Bo trygt" i en pressemeddelelse.
- Det er meget glædeligt, selvom udviklingen i de seneste måneder er sket på en kedelig baggrund, nemlig coronapandemien, som ingen af os har kunnet planlægge. Nu gælder det imidlertid om at holde fast, så vi fortsat kan holde indbrudstyvene fra døren, siger hun.
Sommerferien er normalt højsæson for indbrudstyve, men eftersom flere holder sommerferie hjemme i Danmark, tror og håber "Bo trygt", at denne sommer bliver anderledes.
- Flere vil være hjemme denne sommer, og det er et rigtig godt udgangspunkt, for det vil give mere liv i boligområderne. Samtidig kan vi selv – også sammen med naboer – gøre rigtig meget for at undgå indbrud. I den forbindelse kan Nabohjælps app være et godt værktøj til at understøtte indsatsen, siger Britt Wendelboe.
De fem vigtigste råd mod indbrud:
1. Vær en god nabohjælper
2. Tænd lys ude, og trim hækken
3. Gør det svært at bryde ind
4. Brug sikre betalingsformer, når du køber brugt
5. Ring 114 ved mistanke om indbrud
Kilde: Bo trygt og Rigspolitiet