Advarsel til gør det selv-folket: Pil snitterne fra el-installationer
Mange brande i hjemmet skyldes skader eller fejl i el-installationer.
Tre ud af fire.
Så mange professionelle elektrikere har måttet udbedre hjemmelavede el-installationer inden for det seneste år.
Det viser en ny undersøgelse fra brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Man kan godt stå og tænke for sig selv: "Det er eddermame et kvaj, der har været i gang her", siger elektriker hos Lux-El, Thomas Bang Haaning, til TV2 ØSTJYLLAND.
Her fortæller elektriker Thomas Bang Haaning om de typiske fejl, mange kommer til at lave begå, når de skal lege el-handymen i hjemmet.
Med livet på spil
Det rammer pengepungen, når gør-det-selv-folket må give op og indkalde den ægte vare. Men en regning i tusindkronersklassen er i realiteten det mindste problem.
- Man kan risikere at få stød. 230 volts stød på 13 ampere, som der typisk er i en husinstallation i dag, er dødelige, siger elektriker Thomas Bang Haaning til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Du sætter dit liv på spil, og du sætter også andres liv på spil. Der er en grund til, at det kræver nogle ting at få en autorisation.
Skyld i mange boligbrande
Du kan ikke skifte fire spots, fordi du kan skifte en tagplade eller lave terrassen selv, lyder det fra Thomas Bang Haaning.
- Hvis I kan lave noget tømmerarbejde eller noget andet, der ikke er autorisationskrævet, så gør det, men hold jer fra alt, der har med el og VVS at gøre. Det skal I lade professionelle fagfolk gøre, siger han.
Det er ikke kun den nye undersøgelse fra elektrikernes brancheforening, der viser, at det kan være livsfarligt at lege elektriker derhjemme.
I 2018 viste en rapport fra Beredskabsstyrelsen, at el-installationer er skyld i næsten halvdelen af de boligbrande, hvor brandårsagen skyldes en fejl i hjemmet.
Hvis du nu skulle sidde og undre dig over, hvor mange VVS'ere, der mon har udbedret en skade i et privat hjem i løbet af det seneste år, kan TEKNIQ Arbejdsgiverne også hjælpe: 62 procent lyder svaret.