Billethajerne kredser netop nu: - Det er nådesløse snyltere
Billethajer tjener lige nu penge på blandt andre Niels Hausgaard og Thomas Helmig.
Der er masser af hajer i farvandet.
De har ikke store, sylespidse tænder, men de er (også) nådesløse og udspekulerede.
For nylig kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle, at falske billetter udfordrer bookingbranchen. Det skete i forbindelse med Thomas Helmigs kommende koncert på Ceres Stadion.
Nu er den gal igen. Igen-igen.
Solgt til seksdobbelt pris
Niels Hausgaards aktuelle show er så populært, at billethajerne atter cirkler om billetsøgende danskere.
- Man forventer, at det er til Rolling Stones. Man regner ikke med, at det sker for den lune nordjyde. Det er nådesløse snyltere, siger Niels Hausgaards manager, Frank Panduro, til TV2 ØSTJYLLAND.
Som det er tilfældet for Thomas Helmigs stadionkoncert, er det blandt andre på den schweiziske hjemmeside Viagogo, man kan blive snydt, så det driver.
- Vi har kendskab til to, der har købt billetter til 2200 kroner stykket, men havde de købt dem hos os, ville de koste 375 kroner, siger manager Frank Panduro til TV2 ØSTJYLLAND.
Får tæsk på Trustpilot
Arrangørerne af Smukfest kender alt til problemer med falske billetter.
- Det er forfærdeligt og træls. Det koster os ressourcer. Det er simpelt snyderi og tyveri, og det kan vi ikke tage nok afstand fra, siger talsmand for Smukfest, Poul Martin Bonde.
I et forsøg på at bekæmpe billethajerne har folkene bag Smukfest lavet sikre sider, hvor kunderne kan overdrage billetter til hinanden uden at tage overpris.
Man kan dog ikke ubemærket snyde alle hele tiden. På Trustpilot - et websted, hvor forbrugere frit kan anmelde virksomheder - får schweiziske Viagogo da også prygl af frustrerede kunder.
Forbrugerråd med i kampen
Hos Forbrugerrådet Tænk kender man til sider som Viagogo og deres metoder
- Vi modtager så mange henvendelser fra forbrugere, der på den ene eller anden måde er blevet snydt, når de har købt billetter på Viagogos hjemmeside, siger seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, Martha Nør Kjeldsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Forbrugerrådet er gået sammen med 100 danske spillesteder, festivaler og sports- og koncertarrangører for at stoppe billethajernes ulovlige salg af falske billetter til overpriser.
TV2 ØSTJYLLAND har fredag forsøgt at få en kommentar fra ViaGoGo. Det er dog ikke lykkes.