Brandfolk har haft det travleste nytår i årevis
Brandfolkene i Østjylland og resten af landet har haft en hektisk nytårsaften- og nat. Faktisk har de haft den travleste nytårsaften i seks år
Brandmændene har haft travlt nytårsaften- og nat landet over med over 500 udrykninger fra klokken 18 lørdag aften til klokken 5 søndag morgen.
En del af udrykningerne er sket i Østjylland, hvor især to store gårdbrande har udfordret brandfolkene.
Ifølge Beredskabsstyrelsen har det været det travleste nytår på landsplan i seks år.
Fyrværkeri har været baggrunden for de fleste udrykninger, skriver Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.
- Generelt har de meget store batterier været årsag til meldinger om brand i affald. Og de ses meget rundt på gaderne stå og brænde. Det er usædvanligt, siger sekretariatschef Bjarne Nigaard hos interesseorganisationen.
På en gennemsnitlig nytårsaften rykker brandvæsnet ud til omkring 400 brande på landsplan.
Stigningen i udrykninger siden sidste år er 60 procent, skriver Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.