Coop: Halloween årets tredjestørste højtid - sliksalg er eksploderet
Der er potentiale for endnu flere udskårne græskar og spande med slik, mener Coop.
Halloween har vokset sig kæmpestor, siden traditionen kom til Danmark fra USA i 1990'erne.
Mens børn og barnlige sjæle torsdag klæder sig uhyggeligt ud og kræver ”slik eller ballade”, kan analysechef for Coop, Lars Aarup, nyde lyden af penge i kasseapparatet.
Da TV2 ØSTJYLLAND torsdag eftermiddag taler med Lars Aarup, er Coop-butikkerne endnu ikke helt færdige med at sælge halloween-varer, men på mindst ét område er salget stukket af.
- Jeg tror, at salget af halloween-slik kommer til at blive 60-70 procent større end sidste år, og det er også et udtryk for, at danskerne er ved at tage den her tradition endnu mere til sig, siger Lars Aarup.
Lammetæver fastelavn
Ifølge analysechefen tog Coop-kæden den amerikanske halloween til sig omkring årtusindskiftet.
- Frem til 2007 var halloween mindre end fastelavn. I 2007 var de lige store, og nu er halloween i hvert fald tre gange så stor som fastelavn, siger Lars Aarup til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Jul er den største højtid. Så kommer påske, halloween og til sidst fastelavn.
Mere konservative danskere vil nok mene, at halloween ikke behøver blive større, men der er potentiale for endnu flere udskårne græskar og spande med slik.
- Vi har ikke nået toppen endnu. Vi kan se, at Halloween er størst i de store byer, men det breder sig ligesom ud af byerne, og man kan holde halloween et stykke uden for de store byer, uden at der bliver for langt mellem husene, siger Lars Aarup til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
En god efterårspakke
Grunden til, at Halloween er blevet en særdeles populær begivenhed, er ifølge Lars Aarup, at der er tale om en tradition, som er "nem at sluge".
- Vi har ligesom manglet noget at samles om i det mørke efterår. Foråret er fyldt med masser af religiøse højtider, mens efteråret frem til jul kan føles lidt langt. Så den falder på et rigtig godt tidspunkt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Samtidig er Halloween et virkelig godt sammensat teaterstykke, om man vil. Det er både for børn, unge og voksne. Man kan klæde sig selv, sit hus og sine børn ud, og så får børnene slik. Det er en god lille pakke.
Familien Schmidt i Horsens har i den grad taget "den lille pakke" til sig. Her starter moren, Rikke Schmidt, med at pynte huset den 1. oktober, og der bliver lidt mere pynt for hvert år.
- Det har taget om sig, og vi kan ikke stoppe igen, tror jeg, sagde hun i lørdags til TV2 ØSTJYLLAND.
Halloween falder altid den 31. oktober og markerer sommerens afslutning med traditioner knyttet til død og genfødsel.