Folketingspolitikere: Kødfri dage? Ikke hos os!
I går var det 'kødfri dag' og i dag til folketingets åbning talte TV2 Østjylland med et par politikere om deres holdning til kødfri dage og fremtidens mad
Lad det være sagt med det samme: Det der med kødfri måltider er ikke en idé, der ligger lige for - hverken hos Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen eller hos Dansk Folkepartis Karina Due.
TV2 ØSTJYLLAND's Søren Jensen mødte i dag, tirsdag, de to politikere ved Folketingets åbning.
Ved en lille uformel spørgerunde blev begge politikere forholdt ideen om en kødfri dage. Begge svarede - næsten som med én stemme - at de der har lyst til at udelade kød fra deres måltider, skal være hjertens velkomne.
En politisk bestemt vegetarisk dag er komplet udelukket, præcis ligesom en sådan ikke vil blive aktuelt i de to politikeres private sfære.
Unge mænd vil ha' kød
Leif Lahn indrømmer ellers, at han faktisk er begyndt at spise salat på sine gamle dage, men at han altså hverken kan eller vil undvære dagligt kød.
- Før i tiden, da jeg var en ung mand, spiste jeg KUN kød, sådan er det med de fleste unge mænd, fortæller socialdemokraten, som til vores reporters store overraskelse afslører, at han aldrig har prøvet at undvære kød en hel dag, og at han i øvrigt ville have virkelig svært ved det.
Fars uden kød er underligt
Leif Lahn afviser også de alternative vegetariske produkter, som for eksempel de nye plantebaserede fars-produkter, der skulle kunne erstatte kød, næsten uden at man lægger mærke til det.
- Det er noget underligt noget, som jeg tror, jeg ville ha det underligt med. På den måde er jeg nok en typisk middelaldermand, der bare godt kan lide kød, siger han.
Kød giver en glad mand
Heller ikke Karina Due er tilhænger af dage uden kød. Dyrevelfærdsordføreren er ikke selv den store kødspiser, men kunne ikke drømme om, at stoppe folk der ønsker at sætte tænderne i en bøf. Og på hjemmefronten ville det være direkte fatalt, at bevæge sig ned ad den vej fortæller hun grinende:
- Min mand spiser rigtig meget kød, og jeg kunne ikke drømme om at tage det fra ham. Det har han lyst til, det er han glad for, og når jeg har en glad mand, så er jeg også glad, siger DF'eren.
Og præcis ligesom Leif Lahn, afviser hun, på det bestemteste, ideen om et fars-baseret alternativ til hakkekød, faktisk vil hun ikke engang smage det.
- Sådan noget moderne pjat! Når jeg spiser en hakkebøf, så køber jeg kød af en god kvalitet fra dyr, der er behandlet godt, siger Karina Due.
Og desuden ville der, ifølge DF'eren, også være en vis risiko forbundet med at forsøge sig med at snige kødfri fars ind i de hjemlige kødgryder.
- Manden ville tage mig i nakke og røv og smide mig ud, konstaterer Karina Due grinende.
Sundhed her ikke et godt nok argument
Argumentet med at det er godt for både den enkeltes sundhed og klimaet bider heller ikke på de to politikere. De er helt fælles om budskabet om, at det må være den enkeltes valg
- Hvis nogen har brug for en kødfri dag, så skal de have lov til det, jeg selv får svært ved det, siger Leif Lahn. Og i den henseende bakkes han stærkt op af Karina Due:
- Det må være sådan, at den enkelte gør op med sig selv, om de spiser for meget kød. Og så er det helt okay at holde en kødfri dag, men jeg kunne ikke drømme om at gå ud og lovgive om sådan noget, slår DF'eren fast.
Insekter kommer heller ikke på tallerkenen
Når det kommer til ideen om at spise insekter er også kun tegn til en mikroskopisk opblødning i Karina Dues afvisning:
- Kun hvis de har været en tur i 'ønskebrønden' (frituregryden, red.), så de bliver 'crunchy', og så er de jo ikke sunde alligevel. De der store fede larver, som popper i munden, det kan jeg ikke. Nej ,ved du hvad. Der er nogen, der bor i egne af verden, hvor det er helt normalt at spise store larver - lad dem gøre det. Jeg holder mig til mine frikadeller.
Også her er der konsensus mellem Karina Due og Leif Lahn, som har lovet sig selv aldrig at sætte tænderne i insekter, men alligevel lader en sprække stå åben:
- Det er en af de ting, jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil sætte tænderne i. Men jeg lovede også mig selv en gang for mange år siden, at jeg ikke ville spise østers, og det har jeg prøvet. Men der er altså langt til det, må jeg sige.
Folketingspolitikere er også mennesker
Selvom jeg er folketingspolitiker og et oplyst menneske, så er jeg altså også bare et menneske, siger Leif Lahn og slutter:
- Folketingspolitikere er også bare almindelige mennesker med dårlige vaner, og en af mine er, at jeg godt kan lide kød.