Nabostrid: Det handler om meget mere end en hæk
Konflikt med en nabo kan ramme de mest rolige af os. Men det er usundt, og der skal gøres noget ved det
Konflikter med naboen handler om meget mere end to, der er sure over hækken.
- Det er pisse farligt, at have de her konflikter, siger Anne-Marie Christensen, der er konfliktmægler og antropolog. Hun har forsket i nabokonflikter i Danmark og hjælper i dag virksomheder med at løse konflikter.
- Det er alle slags mennesker, som har konflikter med naboen, siger Anne-Marie Christensen.
Ifølge hende, er der er ingen mønstre. 2,5 millioner af danskerne har haft en konflikt med sin nabo.
Samfundet udvikler sig hele tiden, men måden vi håndterer konflikter på med naboen, har ikke rykket sig en pind.
- Vi er hverken blevet mere rolige eller overbærende, siger Anne-Marie Christensen.
- I virkeligheden kan man sige, at konflikt og relationer er to sider af samme sag. Det er kun samfundet, der har forandret sig, måden vi agerer og vores adfærd har ikke forandret sig, siger Anne-Marie Christensen.
Små ting vokser sig store
Høj musik, husdyr og røg eller lugtgener ligger i toppen af årsager til konflikter med naboen.
Det viser en undersøgelse, som Gallup har lavet for forsikringsselskabet Gjensidige.
Men det handler ofte om mere end det.
- Vi tror, det handler om højden på hækken, men det handler i virkeligheden om, hvordan vi omgås som mennesker, siger Anne-Marie Christensen.
Også dyr bliver vrede
Ifølge undersøgelsen har 44 procent af os haft en konflikt med en nabo.
- Konflikter er udtryk for, at nogle er blevet vrede over, at der ikke er taget hensyn til det, man forventer af sine medmennesker. Hensynsløshed er et nøgleord, når jeg mægler mellem naboer.
Det er ikke kun os mennesker, som oplever, at konflikter opstår, når man føler sig uretfærdig behandlet. Det samme gør sig gældende hos dyr.
- Det er ikke kun, når mennesker oplever snyd, uretfærdighed og urimelighed, at det får samarbejdet til at bryde sammen. Det sker ved alle pattedyr. Forskning viser, at krager holder op med at samarbejde, når de oplever uretfærdighed, siger Anne-Marie Christensen.
Vigtigt, at der bliver gjort noget
Nogle konflikter kan virke som bagateller, men hvis man ikke får taget hånd om dem, så kan de udvikle stresse hos personerne.
- Det kan være farligt at have langtrukne konflikter, som fylder meget. De giver stress, som leder over i forskellige sygdomme. Der er meget mere på spil end at nogle tosser render rundt og er sure over hækken, siger Anne-Marie Christensen.