Pigerne bliver overset: Marie-Louise fik konstateret ADHD som 22-årig

- Da jeg havde det allerværst, lige inden jeg blev diagnosticeret, havde jeg selvmordstanker syv ud af syv dage om ugen. Jeg ved godt, det lyder hårdt, men der var så meget kaos oppe i mit hoved, at jeg ikke kunne holde ud at være til, fortæller 26-årige Marie-Louise Hylleberg fra Horsens. Først i en alder af 22 år blev hun udredt og fik diagnosen ADHD.

- Jeg gjorde heldigvis ikke noget ved de tanker, men jeg levede livet farligt på den måde, at jeg kunne finde på at gå over for rødt og nærmest håbe på, at der kom en bil og kørte mig over. Men den dag i dag finder jeg det nærmeste fodgængerfelt og går kun over for grønt. Jeg var også meget selvskadende dengang og skar i mig selv flere gange om ugen, fordi det gav mig ro i hovedet, hvis jeg var meget ked af det eller meget frustreret, siger Marie-Louise Hylleberg til TV2 ØSTJYLLAND.

Piger går under radaren

Mange kvinder bliver, ligesom Marie-Louise Hylleberg, udredt sent for ADHD, og det kan give dem en unødvendig hård opvækst med mange konflikter, meget uro og sociale og faglige udfordringer.

Ofte bliver ADHD forbundet med drenge, som er ukoncentrerede og udfarende, men diagnosen er langtfra forbeholdt herrerne. ADHD rammer nemlig også piger, men de udviser ikke de samme tegn på lidelsen og udredes derfor ikke i lige så stort omfang, hvilket kan være årsag til en problemfyldt opvækst og ungdom.

Studier, der er foretaget på børn og unge, som allerede er henvist til en klinik, viser, at når syv drenge er blevet diagnosticeret med ADHD, er der kun én pige, der har fået samme diagnose.

Men tager man derimod udgangspunkt i befolkningsstudier, hvor man undersøger, hvor stor forekomsten er af ADHD i befolkningen, så er billedet anderledes. Her er forholdet kun tre til fire drenge for hver pige. Det betyder, at der findes en gruppe piger, som går under radaren og først får diagnosen som voksen.

Piger er mindre hyperaktive end drenge

Der er, ifølge Anne-Mette Lange, som er klinisk psykolog på Institut for Klinisk Medicin på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov, ikke en simpel forklaring på, hvorfor pigerne går under radaren.

- Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor flere drenge end piger diagnosticeres. Men piger med ADHD udviser typisk mindre hyperaktivitet end drenge. Hyperaktivitet er typisk meget forstyrrende både for forældre, i børnehaven og i klassen, og det er svært at overse. Piger udviser derimod typisk mere uopmærksomhed end drenge, og det kan være sværere at få øje på, siger Anne-Mette Lange.

Marie Louise Rimestad er psykolog hos Center for ADHD i Aarhus, og hun oplever også, at det er sværere at diagnosticere piger end drenge.

- Flere studier peger på, at drenge med ADHD har flere adfærdsvanskeligheder (aggression, trods, kravafvisning, red.) på samme tid, hvilket sandsynligvis gør dem mere synlige både hjemme, i børnehave og i skolen. Man kan forestille sig, at de derfor hurtigere bliver opdaget, de 'larmer' måske på den måde mere, og dermed bliver den underliggende ADHD hurtigere opdaget, siger Marie Louise Rimestad.

Tidlig diagnose giver færre udfordringer

Ifølge Anne-Mette Lange er det vigtigt, at man får stillet ADHD-diagnosen tidligt i sit liv for at undgå, at folk går gennem barndommen og ungdommen med en masse dårlige oplevelser og udfordringer, der kunne have været undgået, hvis man var kommet tidligere i behandling.

- Vi vil gerne have mulighed for at opspore og behandle ADHD så tidligt som muligt, fordi vi håber på, at en tidlig indsats kan forhindre mange af de negative følgevirkninger, som ADHD kan give senere i livet. Den forsinkede diagnosticering kan forårsage, at et barn går gennem livet med rigtig mange faglige og sociale udfordringer, som sætter personen tilbage i forhold til de jævnaldrende, siger Anne-Mette Lange.

Marie-Louise fandt hjælp i sin blog

Marie-Louise Hylleberg fik stillet sin ADHD-diagnose som 22-årig, efter hun blev tilknyttet Udviklingshuset Horsens, hvor hun fik et godt - og ærligt - forhold til en psykiater og kom i behandling. I tiden efter oplevede hun, at hun skulle finde sig selv igen.

- Min identitetsfølelse blev ligesom vendt på hovedet, og det tog mig et par måneder, hvor jeg lige skulle vænne mig til det og begynde min bearbejdelse af det. Så jeg valgte at begynde at blogge om ADHD, siger Marie-Louise Hylleberg, som havde brug for at fortælle omverdenen, at hun måske ikke var, som man havde gået og troet.

- Og så havde jeg nok også brug for et rum, hvor jeg kunne komme ud med alle de her tanker, og jeg havde også selv brug for at finde ud af, hvad det vil sige at have ADHD. Det gav mig virkelig, virkelig meget, at jeg satte mig ned og begyndte at skrive om det, siger Marie-Louise Hylleberg.

I dag er hun velfungerende og har lært at leve med sin ADHD. Hun vil ikke udelukkende ønske, at hendes ADHD var blevet opdaget tidligere.

- Det vil jeg både sige ja og nej til. Ja, fordi der havde været ting, som jeg havde været foruden. Jeg havde måske ikke haft så mange kampe i mit liv. Men nej fordi, at de her kampe har gjort mig til en stærk pige, men også fordi jeg så ikke var blevet opdraget som værende fuldstændig normal, siger Marie-Louise Hylleberg.

En betragtning, som Anne-Mette Lange godt kan sætte sig ind i.

- Jeg kan sagtens forstå, at Marie-Louise har den indstilling, fordi der er rigtig meget stigmatisering omkring ADHD, og jeg kan godt forstå, at hun kunne få tanken, at hvis hun var diagnosticeret tidligt, så ville hun også være udsat for den stigmatisering og måske udelukkelse af et socialt samvær, siger Anne-Mette Lange.

Marie-Louise Hylleberg har tidligere i sit liv lidt af anoreksi, som kan være en følgesygdom for personer med ADHD. Da sygdommen ramte hårdest, vejede 160 centimeter høje Marie-Louise Hylleberg blot 38 kilo.

Piger uden diagnose har flere udfordringer

Marie-Louise Hylleberg er langt fra den eneste, der er gået gennem barndommen og ungdommen - uden en diagnose - og som er endt med ar på krop og sjæl.

- Det vi ser med piger med ADHD, der ikke bliver opdaget, er, at de underpræsterer i skolen, de har sociale udfordringer, de bliver udelukket fra fællesskabet, og de kan ende i misbrug og anden voldsom adfærd, så de bliver dårligere stillet i livet, siger Anne-Mette Lange.

ADHD kan være arveligt, og det er også noget, som 26-årige Marie-Louise Hylleberg har tænkt over. Hun er nemlig mor til en datter på seks måneder.

- Men om hun vokser op og har ADHD eller ej, så vil hun stadigvæk være verdens dejligste, og hun vil have en mor, der vil kunne hjælpe hende med alt det, der måtte være svært, siger Marie-Louise Hylleberg, der lige nu er på barsel med sin datter, men efter sommerferien håber at kunne fortsætte på pædagogstudiet, som hun måtte afbryde for flere år siden.

Ubehandlet ADHD koster samfundet mange penge

Udover de menneskelige omkostninger, der kan være forbundet med at leve med ADHD uden en diagnose og dermed behandling, koster det, ifølge Anne Mette-Lange, også samfundet mange penge.

- Vi har lavet et stort studie med Copenhagen Business School, hvor vi har undersøgt tilfælde af ADHD hos voksne, der er blevet diagnosticeret sent i livet, og der finder vi, at ubehandlet ADHD koster samfundet omkring tre milliarder kroner om året. Det, der driver de største omkostninger, er arbejdsmarkedet. Mennesker, der ikke har fået behandlet ADHD gennem barndommen, begår sig rigtig dårligt på arbejdsmarkedet. De får ikke job, er hyppigere på overførselsindkomst, og de får ikke den uddannelse, deres jævnaldrende gør. Det koster samfundet rigtig meget ikke at behandle ADHD, siger Anne-Mette Lange med henvisning til studiet.

Opfattelsen af ADHD skal ændres

Ifølge Camilla Louise Lydiksen, der er direktør i ADHD-foreningen, er der behov for, at vi justerer vores opfattelse af, hvad ADHD er, hvis man skal lykkes med at udrede pigerne tidligere.

- Den der med drengene i gardinerne, den hører man jo hele tiden. Og så længe det er den opfattelse, vi har af ADHD, så er det også dem, vi lægger mærke til. Med der er også andre sider af diagnosen.

Den hyperaktivitet, altså H’et, som ligger i diagnosen ADHD, er ikke altid udadreagerende, forklarer Camilla Louise Lydiksen. Mange går med den inde i sig selv.

- Der er også dem, der er inaktive, passive, dagdrømmende og som har svært ved at have opmærksomheden rettet mod det, der sker foran dem. Den type kan vi andre måske nemmere overse, men dem, der lever med det, kan ikke leve med at blive overset, siger hun.