Vi blæser på færdselsloven - og mener det kan være okay
Syv ud af ti østjyske bilister har overtrådt færdselsloven inden for det seneste år.
Vi kender det allesammen. Eller 71 procent af os gør i hvert fald.
Når venstresvinget bliver gult, så kan du sagtens lige nå med i halen på hende foran.
Eller når du kører alene på landevejen en søndag eftermiddag, din fod bliver lidt tung, og uden videre viser speedometeret pludselig 90 km/t i stedet for 80.
I en undersøgelse fra Codan indrømmer syv ud af ti østjyske bilister nemlig, at de har overtrådt en eller flere færdselsregler inden for det seneste år.
Det ender bare galt
TV2 ØSTJYLLAND var på gaden for at høre østjyderne om statistikkerne og deres egen gøren og laden i trafikken.
Hvad tænker du om, at syv ud af ti har overtrådt færdselsloven inden for det seneste år?
- Det er skræmmende, og det viser en hensynsløshed i trafikken, og at man ikke er opmærksom på hinanden, siger Per Johnsson fra Silkeborg.
- Det er aldrig okay at køre for hurtigt, siger Casper Kalmar fra Aarhus.
- Jeg synes, at folk skal slappe lidt mere af og lige geare lidt ned. Det er aggressiv kørsel, man kan se nogle steder, og de kommer jo ikke hurtigere frem af den grund. Det ender bare galt, og så er der kø, så vi alle sammen kommer for sent, siger Christina Thomas fra Skejby.
Men vi gør det selv
Alligevel svarer 65 procent af østjyderne, at de har kørt hurtigere, end de måtte.
En tredjedel siger, at de har holdt for kort afstand til bilen foran.
Og seks procent indrømmer, at de har kørt over for rødt mindst én gang det seneste år.
Og de østjyder, vi mødte i dag, er en del af statistikken.
Er du selv kommet til at trykke lidt for hårdt på speederen eller måske kørt over for et gult lys?
- Det sker. Jeg er jo ikke fuldkommen, siger Per Johnsson.
- Jeg har haft kørekort i tre måneder, og jeg har lige fået min første fartbøde, siger Casper Kalmar.
- Jeg er ligesom alle andre, jeg har også travlt en gang imellem, siger Christina Thomas.
Over halvdelen af os synes, det kan være i orden at køre for stærkt
65 procent af østjyderne svarer altså, at de har kørt mere, end hvad hastighedsbegrænsningen tillader.
Og det er måske ikke så mærkeligt endda.
For 56 procent af os mener, at det kan være i orden at køre med højere fart, end man må, ifølge Codans undersøgelse.
Tal fra undersøgelsen (Østjylland)
Forseelser
- 71 procent indrømmer at have overtrådt en eller flere færdselsregler
- 65 procent har kørt hurtigere end den tilladte hastighedsbegrænsning
- 34 procent har holdt for kort afstand til bilisten foran
- 6 procent har kørt over for rødt
- 4 procent har overhalet inden om eller på strækninger, hvor det ikke var tilladt
- 3 procent har kørt uden sele
- 1 procent har ikke overholdt deres vigepligt
Holdninger
- 33 synes, det i visse tilfælde kan være okay at køre hurtigere end den tilladte hastighedsbegrænsning, for eksempel hvis der ikke er andre bilister på vejen
- 23 procent synes, det for det meste kan være okay eksempelvis at køre 5-10 km/t hurtigere end det tilladte
Kilde: Codan