Ansatte truet med pistol: Politiet efterlyser røver
En ukendt gerningsmand røvede den lokale brugs i Gassum søndag aften kort før klokken 20.00
Østjyllands Politi håber lige nu på hjælp fra vidner, der kan lede politiet i retning af den mand, som søndag aften røvede den lokale brugs på Amtsvejen i Gassum nord for Randers.
Klokken 19.55 gik manden ind i butikken, og her truede han de ansatte med en pistol – som han holdt i venstre hånd - til at udlevere penge fra kassen.
Manden løb herefter ud ad butikken og hen til en bronzefarvet stationcar, som han kørte væk i mod nord.
- Vi vil rigtig gerne høre fra folk, som måske har set bilen, manden eller har oplysninger i sagen, siger Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.
Han fortæller, at politiet er ved at efterforske sagen, og at der i den forbindelse også kigges på videoovervågning.
Signalement
Gerningsmanden beskrives som:
- Dansk af udseende, talte dansk uden accent
- 190-195 centimeter høj
- Iført sort hættetrøje, sorte bukser, sort/hvid bandana og sorte solbriller
- Holdt en pistol i venstre hånd
- Kørte mod nord i en bronzefarvet stationcar
Har du oplysninger om røveriet kan Østjyllands Politi træffes på telefonnummer 114.