Efter optøjer: Spottere hentes til Randers for at udpege uønskede fans
Folk med særligt kendskab til ballademagere fra Brøndby IF vil holde øje med folkemængden, når Randers FC og Brøndby tørner sammen søndag.
Dødstrusler, ulovlig indtrængen og flere andre balladesager har på det seneste fulgt i kølvandet af Brøndbys fans og udelukket dem fra udekampe resten af året.
Derfor tager Randers FC nu utraditionelle midler i brug for at forhindre de uønskede fans adgang til søndagens superligakamp mellem de to klubber.
- Der vil være godt med vagter på, og så kommer der spottere fra Brøndby, som skal sikre, at der ikke er nogen af dem, der ikke er i kridthuset og har lavet en del ballade. Det er dem, vi har allerstørst fokus på, siger Kristian Fredslund Andersen, kommunikationschef i Randers FC.
Kun udvalgt gruppe kan købe billetter
I alt blev fire personer sigtet for lovovertrædelser i forbindelse med kampen mellem Brøndby IF og Viborg FF, der blev spillet 18. september.
Meldingen om Brøndby-fansenes udelukkelse kom tidligere på ugen, og det krævede en omstilling af billetsalget hos Randers FC.
- Vi fik meget kort varsel og havde gang i billetsalget, så vi har gjort alt, hvad vi kunne. Vi suspenderede billetsalget midlertidigt for at sikre, at det kun er folk, der tidligere har købt til hjemmeafsnittet, der kan købe til kampen. Vi kan ikke være 100 procent sikre, men vi mener, vi får luget det meste ud, siger kommunikationschefen.
Kan blive prikket på skulderen
Dermed har man gjort, hvad man kunne for at undgå de udelukkede uromagere, mener klubben.
Randers har haft en god dialog med Brøndby IF og regner også med, at det samme bliver tilfældet, hvis nogle af de uønskede fans får held til at snige sig ind og bliver opdaget.
- Vi regner ikke med, at der kommer Brøndby-fans, og hvis der så gør, så regner vi med, at de har så god og sund fornuft, at hvis vi kommer og prikker dem på skulderen, så vælger de at gå udenfor i god ro og orden, siger Kristian Fredslund Andersen.
Folk kan i hvert fald gå trygt på stadion, understreger kommunikationschefen.