Gudruns far blev henrettet af tyskerne: - Frihed er ikke en selvfølge
Tirsdag blev 75-året for Danmarks befrielse markeret flere steder i Randers og i Hvidsten med kransenedlæggelser og musik.
I dag, den 5. maj 2020, er det 75 år siden, at Danmark blev befriet fra tyskerne.
Randers og omegn var centrum for modstandskampen i Jylland, og her blev dagen markeret med kransenedlæggelser for at mindes de døde.
Blandt andet ved Mindelunden i Hvidsten, hvor Gudrun Fiil, som er barnebarn af den kendte modstandsmand fra Hvidstengruppen, Marius Fiil, var mødt op med sin familie.
Gudrun Fiil var to år gammel, da medlemmer af hendes familie blev taget til fange af tyske soldater, fordi de var en del af Hvidstengruppen.
Hendes mor blev sendt i tugthus i Tyskland, mens hendes far blev henrettet.
- Familien glemte det jo ikke, og det havde stor påvirkning på min mor og mine mostre bagefter, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.
- De havde psykiske problemer, som man ikke kendte noget til på det tidspunkt, men som man kender i dag.
'En glædens dag'
Selvom otte medlemmer af Hvidstengruppen blev henrettet af tyskerne, heriblandt Gudruns far, så er dagen i dag en glædens dag for hende.
- Man skal jo ikke glemme, at det ingen selvfølge er, at vi lever i et frit land. Det ser man jo rundt omkring i verden. Så det er jo en glædens dag.
Også Gudrun Fiils børnebørn var med ved Mindelunden tirsdag.
- Det er vigtigt at markere sådan nogle dage, for at det ikke bliver glemt. I de tider vi er i lige nu, kan man også bedre relatere til det som et ungt menneske på en eller anden måde, siger barnebarn Marlene Fiil til TV2 ØSTJYLLAND.
'Glad for, at det bliver markeret'
75-året for befrielsen blev også markeret på Østre Kirkegård i Randers.
Her var borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S), mødt op.
- Randers var centrum for modstandskampen her i det jyske i et stykke tid. Der var mange nedkastninger heromkring, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Også Lise Hansen deltog i markeringen af befrielsen på Østre Kirkegaard.
Hendes morbror Eluf Djørup Hansen var frihedskæmper, og i dag blev der nedlagt flere kranse ved hans grav.
Han døde som 21-årig på en særdeles tragisk måde.
- Jeg ved, at det var et vådeskud efter krigens slutning i maj måned – desværre. Så det er jo trist, siger Lise Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg bliver selvfølgelig rørt – det er klart. Men jeg er også glad, fordi det bliver markeret.