Kørelærer giver råd: Sådan kører du bedst på isglatte veje

Det kan være svært at styre bilen igennem sneen, hvis man er nødt til at køre ud i disse dage. Har du også brug for at få genopfrisket, hvordan det nu lige er, man gør? Så læs med her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Kørelærer Kasper Kjeldsen kommer med gode råd til, hvordan man kører på de glatte veje.

De seneste dages snestorm har gjort vejene glatte og fulde af sne. 

Har du været nødt til at bevæge dig ud i bilen og køre afsted, så har du måske bemærket, at det ikke er så lige til, som det plejer. 

Der er også nogle, der måske trænger til et lille ekstra kursus i at køre, når det er sneglat,
Kasper Kjeldsen, kørelærer

Det kan nemlig være ganske svært at styre bilen i sneen, og hvis det er længe siden, du fik træning i det på glatbanen, da du tog køreprøve, så kan du måske have brug for en genopfriskning. 

Derfor kommer en kørerlærer nu med gode råd: 

Kør efter forholdene

- Man skal som hovedregel køre efter forholdene. Tag de forholdsregler, der er, og se, hvordan vejret ser ud, siger Kasper Kjeldsen, der er kørelærer på Randers Køreteknisk Anlæg og ved KK-KØR, og uddyber: 

- Og så skal man holde hovedet på vejen og ikke i telefonen eller radioen eller alt muligt andet. Det vil også være rigtig godt, hvis man kører rundt med de kære vinterdæk på.  

Rigtige gear og fart

- Hvis det er store snedynger, man skal igennem, så er det med at holde det rigtige gear og ikke skifte gear hele tiden, siger Kasper Kjeldsen.

Ifølge Kasper Kjeldsen skal man særligt lade være med at skifte gear, mens man kører gennem snedynger. 

- Hvis der ligger bare en smule sne, så skal du også give gas, og du skal ikke slippe gassen. Mange skrider, fordi de slipper gassen, når de kører igennem en snedrive, fordi de er bange for at sidde fast, men det er først der, de sidder fast. 

Styr kontra

- Hvis man skulle ske at glide, så skal man styre kontra. Det vil sige, man drejer modsatte vej af, hvad bilen skrider, siger Kasper Kjeldsen. 

Hvis du oplever, at bilen er svær at få igen, uden den graver sig ned og laver hjulspind, så har kørelæreren også et råd: 

- Det kan hjælpe at starte i 2. gear for ikke at skride. Ellers kan bilen begynde at lave hjulspind, ved at starte i 2. gear, får bilen lige et moment til at starte op. 

Og så mener Kasper Kjeldsen også, at det er vigtigt at bevare roen. 

- Man skal have is i maven. 

Nogle kunne trænge til et kursus

Kasper Kjeldsen ser  hovedsagligt bilister, der kører okay - også selvom der i øjeblikket er glatte veje. 

- Meeeeen, der er også nogle, der måske trænger til et lille ekstra kursus i at køre, når det er sneglat, siger han og uddyber: 

- Man kan godt se, der er meget usikkerhed i nogle af de bilister, der kører rundt. De kører væsentligt langsommere, end hvad der kan være godt. Jo langsommere vi kører, jo større er chancen for at sidde fast. 

Kasper Kjeldsen understreger dog, at man selvfølgelig kun skal køre så hurtigt, som forholdene tillader. 

Du kan følge vores dækning af snestormen og dens konsekvenser her:

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her