Markant færre børn cykler - men her er det et hit
Som en del af en kampagne for at øge cykelglæden blandt børn laver Kristrup Børnehus cykellege en gang om ugen.
Færre børn og unge vælger cyklen, når de skal fra A til B.
Så nu vil Cyklistforbundet have alle børn op på cyklen igen.
Derfor ruller kampagnen ‘Vi kan cykle’ afsted i landets børnehaver i maj måned. Kampagnen skal gøre den tohjulede til børnenes ven igen.
Kristrup Børnehus i Randers er med i kampagnen, og tirsdag var børnene en tur på cyklen på den anlagte cykelbane på børnehavens parkeringsplads. Blandt de små trafikanter var 4-årige Nora og Julie.
- Glæder du dig også til at komme ud at cykle?
- Ja, nikker Nora til TV2 ØSTJYLLAND.
Cykler en fjerdedel mindre
En undersøgelse fra DTU viser, at det går den forkerte vej med børn og unges cykling. Set i forhold til antal cyklede kilometer er cykling hos de 10-17-årige i perioden 2009-2019 faldet med knap 25 procent.
Læs også:
Selvom børnene i Kristrup Børnehus er en anden aldersgruppe, er der altså her kommet væsentligt flere små cykler i stativerne i løbet af maj. Til tirsdagens cykeldag lavede de lege, hvor de øvede balance, opmærksomhed og trafikregler. Og ifølge en af pædagogerne er pedalaktiviteterne blevet et hit blandt de små, nye trafikanter.
- De synes jo, det er fedt at have deres egne cykler med og fortælle om dem, og de kan nærmest ikke vente med at komme ud på parkeringspladsen for at cykle. De kan også spørge i løbet af ugen, hvornår det er vores tur til at have cykeldag, siger Thomas Fogh Kristoffersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Fakta om børn og cykling
- Set i forhold til antal cyklede kilometer pr. dag er cykling hos de 10-17-årige faldet med 24,5% over en ti-årig periode (2009-2019), mens antallet af cykelture pr. dag i samme periode er faldet med 31,9%
- De 16-24-åriges brug af bil på tre år er steget med 14,7%, mens brug af cykel er faldet med 15,1%
- Andelen af mindre børn, der cykler til og fra skole, faldt med knap 30 % i perioden 1993-2000. I 6-10-årige børns samlede transport skete der en fordobling af bilture fra 1978 til 1998-2000, mens 11-15-årige børn i samme periode tredoblede deres bilture. Intet tyder på, at den udvikling er rullet tilbage
- Danske børn har europæisk bundrekord i fysisk aktivitet.
- Kun 26% af de 11-15-årige lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at være fysisk aktiv mindst 60 minutter dagligt. Sundhedsstyrelsen peger på mere cykling som en god måde til at få mere bevægelse ind i børns hverdag
Kilde: allebørncykleralliancen.dk
Giver børnene ejerskab
En gang om ugen i maj laver børnene cykelaktiviteter på banen på parkeringspladsen. Banen har både trafikskilte, fodgængerfelter og en slalombane.
- Som idrætsinstitution giver det jo bare supergod mening, at vi kommer ud at cykle, siger pædagog Thomas Fogh Kristoffersen.
Han fortæller, at cykeldagene giver børnene ejerskab ved at have egne cykler med, som de kan vise frem til hinanden, og ved at de selv får lov at træde i pedalerne.
- Vi voksne kan være på sidelinjen og guide, som når vi leger, så vi kan sørge for, at børnene har succesoplevelser igennem det her, der hvor de nu kan, siger Thomas Fogh Kristoffersen.
Læs også:
Efter dagens cykelaktiviteter virker Julie da også selvsikker.
- Hvordan gik det, Julie?
- Det gik godt, siger hun og tager hjelmen af.