Politikere rystet over hærværk på jødisk gravplads
Hærværket på den jødiske gravplads i Randers blev anmeldt på årsdagen for Krystalnatten.
Søndag morgen blev borgmesteren i Randers Kommune mødt af, hvad han selv kalder for et 'rystende syn' på Østre Kirkegård i Randers.
Her var over 80 gravsten væltet eller overhældt med grøn maling.
- Det er skræmmende også set i det historiske perspektiv, og derfor var det vigtigt for mig at komme ud, lige så snart det blev lyst, og selv se, hvor slemt det stod til, siger Torben Hansen (S), der er borgmester i Randers.
Østjyllands Politi fik anmeldelse om hærværk på gravstenene lørdag eftermiddag, hvor jøder markerede 81-årsdagen for Krystalnatten.
Det er uvist, hvem og hvor mange der står bag hærværket.
'De er feje og usle'
- Jeg synes, at dem, der har lavet det, er feje og usle. Og jeg håber inderligt, at politiet får dem pågrebet, siger han.
Borgmesteren fortæller, at arbejdet med at få udbedret gravstenene er i gang.
- Vi går straks i gang med at udbedre skader. Det vil sige at få fjernet malingen og repareret de sten, der er i stykker, siger Torben Hansen.
Desuden opfordrer han til, at borgere, der har set noget mistænkeligt på kirkegården, henvender sig til politiet.
Det kan ske på telefonnummer 114.
Vækker harme på Christiansborg
Hærværket har også vakt harme hos politikerne på Christiansborg. Her skriver blandt andet Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper:
- Det er uhyggeligt, og jeg sender tanker til alle jøder i Danmark, som må gå rundt med en knude i maven. Men det handler også om alle os andre. Vi skal stå sammen om mangfoldigheden i vores lille land.
Det Jødiske Samfund i Danmark ser med største alvor på weekendens antisemitiske hændelser - hærværk mod den jødiske gravplads i Randers og chikane mod en familie i Silkeborg.
— Det Jødiske Samfund (@Joedisksamfund) November 10, 2019
At det sker på 81-årsdagen for Krystalnatten er dybt forstemmende.#antisemitismehttps://t.co/Hzd3OoAMqM
Også Konservatives Rasmus Jarlov viser sin opbakning til danske jøder:
- Jødehadet viser sit grimme ansigt i Danmark. Man fatter det ikke. De 8000 danske jøder har i 400 år i Danmark altid opført sig pænt. Alligevel bliver de chikaneret, skriver han på Twitter.
Vil have justitsministeren på banen
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, vil tage sagen op til justitsminister Nick Hækkerup (S), oplyser han.
- Uanset om det er nazister, islamister eller andre, må politiet slå hårdt ned. Jøderne har i århundreder været forfulgt af alle mulige -ismer og -ister. Det må stoppe her, skriver han på Twitter.
Sagen er desuden nået til udlandet, hvor både det franske nyhedsbureau (AFP) og det tyske nyhedsbureau (dpa) omtaler hærværket.
Angrebet på den jødiske kirkegård i Randers er ikke alene et angreb på den jødiske minoritet. Det er et angreb på os alle. Vi skal aldrig finde os i had og racisme. Lad os stå sammen for demokrati og ret til forskellighed. Lad os stå sammen om det mangfoldige Danmark. #dkpol
— Nikolaj Villumsen (@nvillumsen) November 10, 2019
Vi står 100% bag jer 🇩🇰❤️ https://t.co/im8HVlf9Kv
— Mattias Tesfaye (@mattiastesfaye) November 10, 2019
Stjerne på postkasse
Hærværket i Randers er ikke den eneste hændelse i Østjylland denne weekend med tråde tilbage i tiden til det nazistiske Tyskland.
I Silkeborg stod ægteparret Ella og Henrik Chievitz lørdag morgen op til en ubehagelig besked.
En eller flere ukendte personer har nemlig sat et klistermærke på deres postkasse, som forestiller en gul, jødisk stjerne. Og det er præcis samme stjerne, som nazisterne i 1941 tvang jøderne til at bære synligt, så de kunne identificeres som jøder. Den historie kan du læse mere om her.