Prostitueret får bøde for ikke at tjekke corona-pas
Østjyllands Politi har uddelt en bøde til en polsk prostitueret for ikke at have kontrolleret coronapas hos en kunde.
Politiet var onsdag aften på besøg hos flere bordeller i Randers-området for at kontrollere om coronarestriktionerne bliver overholdt. Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
I lighed med andre liberale erhverv skal de prostituerede tjekke, om kunderne har et gyldigt coronapas.
På bordel i det centrale Randers traf politiet en kunde, der ikke havde et gyldigt coronapas, og det udløste en bøde på 3.000 kroner til den polske kvinde, der havde leveret manden en seksuel ydelse.
- Den 29-årige kvinde, der er polsk statsborger, blev anholdt og sigtet for overtrædelse af de gældende coronaregler, idet hun ikke havde bedt kunden om at fremvise gyldigt coronapas, skriver politiet.
Frisør ville ikke være coronapoliti
Kvinden betalte bøden og blev løsladt igen.
Politiet var onsdag middag ligeledes på besøg hos en frisør i det centrale Aarhus. Politiet havde fået oplysninger om, at indehaveren ikke overholdt de gældende corona-regler om brug af mundbind og tjek af coronapas.
Ifølge politiet sagde den 56-årige indehaver, at han ikke ville agere corona-politi og efterspørge coronapas fra sine kunder.
- Sagen bliver nu juridisk vurderet med henblik på at afklare, om den 56-årige mand skal sigtes for overtrædelse af de gældende coronaregler, skriver Østjyllands Politi.
Når politiet kunne give den prostituerede kvinde en bøde med det samme men ikke frisøren, skyldes det, at sagen mod frisøren skal vurderes i forhold til, om flere regler er blevet overtrådt. Det oplyser kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.