Skudt i øjet: 37-årig dømt for drab ved Randers Regnskov
Et 37-årigt tidligere bandemedlem er ved Retten i Randers fundet skyldig i at have skudt og dræbt en 30-årig mand
Den 22. december sidste år blev en 30-årig mand fundet dræbt på Tørvebryggen ud for Randers Regnskov. Det var en borger, der fandt den livløse mand og ringede 1-1-2.
Fredag blev en nu 37-årig tidligere bandemedlem fra Aalborg dømt for drabet. Den 30-årige blev skudt i højre øje med en halvautomatisk Glock 9 milimeter pistol.
Politiet iværksatte en storstilet jagt efter gerningsmanden, som blev anholdt to dage senere i den tyske delstat Slesvig-Holsten.
I sagen blev to andre også varetægtsfængslet, men det blev ikke fundet bevist, at de to andre medvirkede til drabet.
Derfor blev den 19-årige mand og 38-årige kvinde kun tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og for at have stjålet den bil, som de brugte til at flygte fra stedet. De to er begge fundet skyldige i at have medvirket til at transportere drabsvåbnet.
Efter skyldkendelsen skal retten nu udmåle en straf til den 37-årige mand fra Aalborg.
Den 37-årige mand har i retten erkendt at have udløst det dræbende skud. Manden havde angiveligt ikke noget personligt udestående med den dræbte.
Men han var mødt op på vegne af den 19-årige for at rode ham ud af en gældsklemme.
Drabsmanden har forklaret, at han greb pistolen og skød, fordi han troede, at modparten havde en pistol.
Det var således tale om lovligt nødværge, har hans forsvarer Bjørn Caning gjort gældende. Det argument har retten dog afvist.
Kræver 20 års fængsel
De to øvrige tiltalte – den 19-årige mand og den 39-årige kvinde – har begge sagt i retten, at de frygtede den 37-årige og var blevet truet til at tage med på flugten ud af Danmark og til Tyskland.
Det argument har retten også afvist. De kunne have forladt bilen undervejs fra Danmark til Tyskland, lyder det i rettens skyldkendelse.
Anklager og forsvarere skal nu procedere for, hvilken straf der vil være passende til de tre tiltalte.
Anklager Birgitte Ernst argumenterer for, at en særlig paragraf i straffeloven - 81B - skal bringes i spil. Det er en paragraf, som blev indført i forbindelse med skærpede straffe for bandemedlemmer.
Den betyder, at besiddelse af skydevåben på et offentligt sted kan udløse en ekstra straf på op til det halve af den straf, der ellers var tiltænkt.
Læs også:
Det er ifølge anklageren første gang, at bestemmelsen tages i brug i forbindelse med en drabssag.
- I skal skrive retshistorie i dag, siger Birgitte Ernst til de seks nævninger og tre juridiske dommere.
Hun kræver således 20 års ubetinget fængsel til drabsmanden.
- Det er det ultimative personangreb - et nærskud i ansigtet på et sagesløst offer.
- Der tale om skyderi på åben gade i landets sjettestørste by. Det finder sted på en offentlig parkeringsplads lige over for McDonald's, siger Birgitte Ernst.
Der er ifølge anklageren lige præcis sådanne omstændigheder, som lovgiverne har haft i tankerne, da man lavede bestemmelsen om strafskærpelsen.
Udover 20 års fængsel til hovedmanden kræver hun tre års ubetinget fængsel til de to ledsagere i bilen.
Retten ventes at afsige dom senere på dagen.
Den betyder, at besiddelse af skydevåben på et offentligt sted kan udløse en ekstra straf på op til det halve af den straf, der ellers var tiltænkt.
Retten ventes at afsige dom senere på dagen.