Sofies elev påkørt lige inden køreprøve - bilist stak af

Sofie Vadmand har en opsang til bilister efter hendes køreelev blev påkørt mandag morgen. Bilisten kørte fra stedet uden at standse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kørelærer Sofie Vadmand var mandag formiddag omkring klokken 10.00 ude at køre en tur med sin 17-årige elev, Gustav, inden han skulle til køreprøve i Randers. 

På turen fik de vendt de sidste detaljer, inden han skulle ud at køre med den sagkyndige til prøven, der kunne give ham kørekortet. 

Men i stedet for at få skabt ro, endte turen med det helt modsatte. 

På vej ud af en rundkørsel ved politigården holdt han tilbage for en børnehave, der stod og ventede på at komme over et fodgængerfelt. Ligesom reglerne foreskriver. 

Gustav når kun at holde stille i meget kort tid, før bilen bliver påkørt bagfra, fortæller Sofie Vadmand. 

- Vi kører ind til venstre ved politigården, fordi vi ikke vil spærre for trafikken. Jeg regner med, at de følger efter, det giver jeg tegn til med hænderne, men de kører videre ligeud, siger hun. 

- Jeg havde håbet på, at vedkommende havde læst mit opslag og havde kontaktet mig. 

Et kvarter før Gustav skulle til køreprøve holdt han på en sidevej i Randers efter en påkørsel. Men der er ingen modpart, for de er kørt fra stedet. 

- Han er selvfølgelig noget påvirket bagefter. Det bliver man jo, når man bliver kørt op i bagfra. Han undskylder til mig, men det er ikke hans skyld, Gustav gjorde det helt rigtige, siger Sofie Vadmand. 

Efterlyser bilist 

Senere mandag lavede hun et opslag på Facebook Randers, hvor hun efterlyser den grønne bil, som kørte op bag i hendes bil, hvor der flere steder står, at det er køreskolebil, og der står skolevogn på skiltet på taget. 

- Det er bare ærgerligt, at man ikke har den medmenneskelighed, at man lige stopper op og tjekker. Særligt når det er en skolevogn. Vi kan også fejle i trafikken, vores elever kan rykke lidt for hårdt i rattet og skifte vognbane, men vi forsøger at undgå at lave ulykker, siger hun. 

Sofie Vadmnd viser, hvor hendes bil blev ramt. Anhængertrækket har beskyttet bilen mod de værste skader.

Men bilisten har ikke givet sig til kende. 

Sofie Vadmand oplever en generel tendens til, at folk holder for lidt afstand - som det også skete mandag formiddag.

- Det er et generelt problem med afstand og tålmodighed. Vi kan jo godt være lidt langsomme til at komme op i fart. Det er som om, at når der står skolevogn, så har folk det bare sådan, at skal bare forbi i en fart. 

- Man har ikke den respekt for, at det er en skolevogn. Vi bliver tit overhalet hasarderet. Jeg er også blevet overhalet venstre om i en lille rundkørsel i Randers. Det kunne jo være gået helt galt, siger hun. 

17-årige Gustav valgte at gå op til sin køreprøve et kvarter efter uheldet, selvom han var præget af situationen. 

- Dårligere odds kan man ikke få, så det var ret sejt. 

17-årige Gustav bestod sin køreprøve på trods af uheldet kort inden

Hold afstand 

Og han bestod og kunne stolt fremvise sit kørekort. Men glæden var blandet med negative følelser. 

- De havde planlagt, at han skulle køre hjem efter prøven. Men det vidste han ikke, om han havde lyst til. Det var lidt overvældende. Han havde lige bestået, og han var også lige blevet kørt ind i, siger Sofie Vadmand, der slutter med en klar opfordring. 

- Hold nu afstand, og hold nu ind til siden, hvis man har gjort noget i trafikken. 

Hendes bil har kun fået mindre skrammer. Ingen af de to har fået skader efter uheldet. 

Sofie Vadmand har valgt ikke at anmelde sagen til politiet. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her