Storbrand på losseplads: Tonsvis af affald står i flammer
Der er gået ild i flere tusind tons brandbart affald på genbrugspladsen i Randers.
Opdateret klokken 17.45:
Østjyllands Politi overvejede at sende en beredskabsmeddelelse ud til borgerne i området, men de har nu vurderet, at det ikke er nødvendigt. Flammerne er under kontrol.
___
Flere tusind tons brandbart affald står lige nu i flammer på lossepladsen i Randers på Romalt Boulevard 64.
Beredskab og Sikkerhed fik anmeldelsen klokken 15.51, og har siden da været på lossepladsen. De har kontrol over branden, men flammerne har forårsaget røgudvikling i området.
- Ilden er der styr på, men vi er ved at finde ud af, om røgen er til gene for beboerne i området, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Peter Tolstrup.
Omkring klokken 16.30 vurderede indsatslederen ved Østjyllands Politi i samarbejde med brandvæsnet, at det ikke er nødvendigt at sende en varsling ud til borgerne.
- Røgen er drevet mod syd fra Romalt Boulevard til et mindre nybyggerområde. Røgen er ikke slået ned, og den er meget tynd. Den vil opleves som en tågedis, så folk skal ikke være bekymret, siger vagtchefen.
Politiet anbefaler dog alligevel, at borgerne i området lukker for ventilation, døre og vinduer, hvis de føler, at røgen generer dem.
Politiet har besluttet, at de ikke sender en beredskabsmeddelelse ud, fordi det kræver, at der er akutfare, og det er der ikke. I stedet har Østjyllands Politi sendt en meddelelse ud på Twitter.
Beboere i området syd for Romalt Boulevard, kan opleve røg-gener fra branden. Såfremt røgen erkendes anbefales det, at vinduer og døre holdes lukket, samt at ventilationen slukkes #politidk https://t.co/BE4Ag6Vgzx
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) March 25, 2019
Brandslukningen vil tage flere timer
Beredskab og Sikkerhed har tre tankvogne og to sprøjter i gang på stedet. Selvom de har kontrollen over branden, forventer de, at det vil tage flere timer at få has på flammerne.
- Vi kommer i hvert fald ikke hjem til spisetid. Det kommer til at tage lang tid. Der er tale om omkring 2.000 kvadratmeter affald i tre til fire meters højde, der står i flammer, siger indsatslederen fra Beredskab og Sikkerhed, Jørgen Hansen.
Han oplyser, at det er uklart, hvad der har startet branden.
- Branden er opstået i selve affaldsoplaget. Det kan eksempelvis være nogle gamle klude af olie, der har startet det, men det finder vi aldrig ud af, siger han.
Der er ingen personer, der er kommet til skade.