Anholdelse forlænget for voldtægtssigtede asylansøgere
Anholdelsen af tre iranske asylansøgere, der er sigtet for en voldtægt begået på Samsø, bliver opretholdt i yderligere tre døgn
Tre mandlige iranske asylansøgere er sigtet for voldtægt af en 32-årig kvinde på Samsø. De tre mænd blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Aarhus med henblik på en varetægtsfængsling.
Men der blev ikke tale om en fængsling. I stedet er anholdelsen af de tre mænd opretholdt i yderligere tre døgn. Politiets anklager kærede rettens afgørelse. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Opflg. på fremstilling i retten i Århus: 3 personer fået anholdelsen opretholdt i 3 x 24 timer, kæret af ankl., lukkede døre, #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) September 19, 2016
Mændene, på henholdsvis 22, 30 og 33 år, boede på et asylcenter på Samsø, hvor de blev opsøgt af kvinden.
- Der er ikke gået et overfald forud voldtægten. Kvinden tog selv ud på centret til mændene, og så fulgtes de ad til den 32-åriges hus, hvor voldtægten så fandt sted, fortæller politiassistent hos Østjyllands Politi, Marianne Morgen, til tv2oj.dk.
Voldtægten er ifølge anklagerne begået kl. 22.15 søndag aften.
Der var lukkede døre i sagen, og derfor er oplysningerne fra politiet sparsomme.