Endnu en brand i hårdt plaget bydel
Tirsdag aften var den igen gal i det nordlige Silkeborg, hvor endnu en container gik op i røg.
Endnu en containerbrand lyste tirsdag aften op i et område med almene boligblokke i det nordlige Silkeborg. Branden er den fjortende på to måneder, og politiet mistænker, at flere af brandene har været påsat.
Tirsdag aften var den gal foran Lindeparken 34, der ligger 500 meter fra Lupinvej og Resedavej, hvor størstedelen af de tidligere containerbrande har været.
Nogle forbipasserende opdagede røg fra en nedgravet container og alarmerede Midtjysk Brand & Redning. Både brandvæsen og politi rykkede ud kl. 19.31 og ankom samtidig til adressen.
Ifølge Midtjyllands Avis var branden hurtigt slukket. Den brændende container var denne gang en nedgravet én af slagsen og adskiller sig derved fra de øvrige containerbrande, der har hærget Silkeborg.
Kl. 21.42 tirsdag aften måtte brandvæsenet imidlertid igen afsted til en brand i samme container. Højest sandsynligt fordi branden ikke var slukket helt første gang.
Mange brande
Området omkring Lupinvej i Silkeborg har været plaget af containerbrande i september og oktober.
Nogle nætter har brandene givet brandfolkene rigeligt travlt. Den 6. oktober måtte brandvæsenet rykke ud fem gange, den 7. oktober var de afsted tre gange, og igen den 14. oktober rykkede de ud til en containerbrand.
Her afhørte politiet en person, der dog nægtede at have noget med brandene at gøre, og politiet har da heller ikke sigtet nogen i sagen.