Hos Sebastian bliver mennesker til aske - krematør vil ikke selv brændes

Med den lange metalstang skraber han det rødglødende materiale ud fra ovnen. Det er de sidste jordiske rester fra et menneske, der netop er blevet kremeret og skal fra ovnen og over i urnen.

- Det jo lidt grotesk, men det er bare at skrabe ned, så kammeret kan blive tømt og klar til den næste, siger den 28-årige krematør Sebastian Staugaard Laursen.

Han er en af dem, der holder Silkeborg Krematoriums kæmpemæssige ovn i gang fra tidlig morgen til sen aften. Et stigende antal danskere ønsker at blive brændt, og hver dag bliver omkring ti kister og afdøde til aske i ovnen. 

Selvom det kan være voldsomt at blive konfronteret med døden hver dag, er Sebastian glad for sit arbejde.

- Jeg fokuserer på det, jeg kan gøre, og at det bliver gjort på en ordentlig måde med respekt for den afdøde. Uanset hvor travlt man har, så skal det gøres ordentligt, siger krematøren.

Fra ovnen kommer asken over i en metalbakke, men inden, den er klar til at komme i urnen, er Sebastian nødt til at undersøge askestøvet. 

For det er ikke usædvanligt, at der gemmer sig op til flere fremmedlegemer.

Skruer og en minimotorcykel

Når asken er kølet af tjekker krematøren, om der gemmer sig implantater. Det kan være skruer fra ryghvirvler eller hofteskåle.

- Det kan også være større metaldele, der har været med i kisten. Der kan være mange sjove ting. Jeg har hørt, at der har været en pocketbike (en minimotorcykel, red.) med i kisten engang, siger Sebastian.

- Det må selvfølgelig ikke komme med ned i urnen, for det skal ikke ligge rundt omkring på kirkegårdene. Det forgår aldrig sådan noget titanium, som mange implantater er lavet af.

Det, han finder, samler krematøren i en grøn affaldscontainer, der bliver fyldt i løbet af seks måneder. Metallet, der er i høj kvalitet, skal ikke gå til spilde og bliver derfor solgt til en virksomhed i Holland. Her bliver det smeltet om og blandt andet brugt i flymotorer.

I Silkeborg fylder de knap 2.000 urner om året, og selvom Sebastian fokuserer på det praktiske omkring kremeringen, så er der også situationer, som er svære at være i.

Undgår helst de små kister

Kisterne skjuler, hvem der ligger i dem, men størrelsen afslører, at døden kommer i alle aldre. Og det er især de små kister, som kan være svære rent følelsesmæssigt, fortæller Sebastian.

- Jeg vil helst undgå at brænde børnekister, for jeg har nogle små i samme størrelse derhjemme. Så det er lidt svært at se fosterkisterne. Jeg kan godt, hvis jeg skal, men der er heldigvis nogle gode kollegaer, der er lidt længere i processen, end jeg er. Men det er svært uanset.

Sebastian har indtil videre været i krematoriet i tre år, og inden da var han bedemand i fire. Trods de syv år inden for branchen er det ikke blevet lettere med de små kister.

Og sådan skal det være, mener han.

- Hvis jeg er ligeglad med det, skal jeg ikke arbejde med det her. Så bliver det for industriagtigt, og sådan har jeg personligt ikke lyst til, at det skal være. Det er vigtigt for mig, at det er med respekt for de afdøde.

Sebastian kan godt mærke, at jobbet har fået ham til at tale mere åbent om døden. Han oplever dog ofte, at folk han møder, enten har mange spørgsmål eller lukker helt i, når han fortæller, hvad han laver.

- Det var også svært, dengang jeg var på Tinder. Det var ikke det, jeg skulle starte med at sige i hvert fald. Det ventede jeg med til anden eller tredje date, siger han med et grin.

Selv er Sebastian afklaret med, hvad der skal ske, når han engang stiller træskoene. Og det involverer ikke en ovn.

Vil ikke selv brændes

Selvom han efterhånden kender ovnen særdeles godt, ønsker han ikke selv at blive brændt.

- Personligt synes jeg, der er noget smukkere over en begravelse. Jeg synes også en begravelseskiste er flot i egetræ, og det ville være synd at kremere den, siger han.

Han kan godt lide tanken om, at begravelsen er det endelige farvel, når kisten kommer i jorden. Der er ikke det praktiske med kremeringen og en efterfølgende urnenedsættelse.

Han har indtil videre arbejdet i krematoriet i tre år, og selvom det kan være tungt på den måde at blive konfronteret med døden på daglig basis, så har Sebastian ingen planer om at søge andre veje.

For det er også et meget livsbekræftende arbejde, fortæller han.

- Man læser og hører meget. Man skal godt nok leve, når man her her, man ved ikke, om man er her i morgen - uanset alder. Jeg sætter lidt mere pris på hverdagen, siger han.

Kom med krematøren Sebastian på arbejde i andet afsnit af serien 'På job med døden':

Find alle afsnit her.