Kommune kan bruge rub og stub i kamp mod virussen
Det er vores pligt at hjælpe, lyder det fra silkeborgenser, der nu kan melde sig i corona-jobbank
Måske kan du hjælpe os?
I Silkeborg går kommunen nu en ekstra mil i oprustningen mod de mulige konsekvenser af coronavirussen, COVID-19.
Kommunen har således åbnet op for, at også borgere uden en sundhedsfaglig baggrund kan hjælpe til i den kommunale jobbank, ’corona-assistance’.
"Din uddannelse er ikke så vigtigt. Vi sørger for, at du får den nødvendige oplæring og bliver undervist i hygiejne, medicinhåndtering (...) og hvordan du yder personlig pleje", skriver kommunen i et opslag på dens hjemmeside.
På kryds og tværs
Nathja Mikkelsen fra Silkeborg er ufaglært social- og sundhedshjælper og har i knap fem år har arbejdet som hjemmehjælper.
Hun synes, det er vores pligt at hjælpe samfundet og vil gerne træde til for sin kommune.
- Vi er nødt til at hjælpe hinanden på kryds og tværs, hvor vi kan. Jeg har ikke kunnet gøre det, før jobbanken blev åbnet op for alle, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvis kommunen får behov for Nathjas hjælp, vil hun blive ansat som timelønnet vikar.
Når hun har været igennem oplæring, vil hun i første omgang komme til at stå standby, indtil der er behov for hendes hjælp.
Hellere én for meget
Ifølge sundheds- og omsorgschef i Silkeborg Kommune, Annette Secher, har kommunens ældre intet af frygte, hvis der måske kommer medarbejdere uden en sundhedsfaglig baggrund ind i kommunens sundhedsvæsen.
- Jeg er helt tryg ved den uddannelse, vi har sat i værks hos os. Vi har rigtig dygtige akutsygeplejersker til at stå for undervisningen, og vi har inddraget social- og sundhedsskolen i Silkeborg til at medvirke i uddannelsen af medarbejderne, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Men hvorfor tager netop Silkeborg Kommune som den eneste af 10 i Østjylland nu dette ekstra skridt?
- Det her rettidig omhu. Vi ved ikke, hvad vi kommer til at stå over for, og jeg vil hellere uddanne én for meget end én for lidt, lyder det fra Annette Secher.
Er du silkeborgenser, og vil du gerne melde som frivillig, så send en mail til CoronaAssistance@silkeborg.dk - eller bliv klogere på kommunens hjemmeside.
De ni andre østjyske kommuner bruger også jobbanker til at samle arbejdskræfter mod COVID-19. Silkeborg Kommune er dog den eneste, der nu vil bruge personale uden en sundhedsfaglig baggrund.