Regattaen sluttede med et brag: - Det blev den folkefest, vi havde drømt om
På trods af flere fejlskud undervejs lykkedes det i sidste ende for Regattaen at slutte af med et stort fyrværkerishow.
Fire dage. 300.000 mennesker. Og én stor folkefest.
Det er status på Regattaen i Silkeborg, der sluttede lørdag.
Trine Valentin, der er festivalleder på Regattaen, er glad for, hvordan festen er løbet af stablen.
- Jeg er både tilfreds og stolt. Jeg synes, at det blev den folkefest, vi havde drømt om, siger hun.
Traditionsfyldt byfest
Regattaen bliver normalt afholdt hvert tredje år, men i år var første gang siden 2017, da den seneste udgave har været udskudt på grund af COVID-19.
Årets udgave var også første gang, at Trine Valentin var med til at arrangere Regattaen. Og det har ikke været et nemt projekt.
- Det har været en kæmpe opgave og ansvar. Jeg har simpelthen sovet to timer om natten de sidste fem dage.
Regattaen har været afholdt siden 1899, og det er Danmarks største og ældste byfest. Og det har derfor været et stort ansvar, der har lagt på Trine Valentin.
- Der er så mange følelser og minder. Det er en del af en historiefortælling. Vi skal stå på skuldrene af traditionerne og samtidig finde de rigtige knapper at skrue på, siger hun.
Fyrværkeriproblemer
Et af de store højdepunkter under Regattaen er de store fyrværkerishows, der afholdes om aftenen.
I år gik det dog galt både første og anden gang, der skulle fyres af. Men på Regattaens sidste dag, lørdag, lykkedes det at få sendt alt krudtet afsted uden problemer.
- Tredje gang var lykkens gang, griner Trine Valentin.
På trods af problemerne har Regattaen også haft flere højdepunkter. For Trine Valentin er det specielt ét event, der stikker ud.
- Den største succes har været, hvor åbne og modtagelige folk har været over for havneshowet, der er lidt mere kunstnerisk i det. Jeg vidste ikke, om de ville elske eller hade det. Men det virker til, at de elskede det, siger hun.
Det er endnu ikke bestemt, om Trine Valentin skal være med til arrangere Regattaen næste gang. Og ifølge hende selv er det nok også for tidligt at spørge.
- Det er ikke en fødende, man skal spørge, om de vil have et nyt barn, siger Trine Valentin grinende.