170-årigt historisk træ fældet
Et gammelt og historisk kastanjetræ i Skanderborg måtte fredag lade livet. Den næsten seks ton tunge stamme får dog et nyt liv et andet sted i byen.
Da det i sin tid blev plantet, skrev H.C. Andersen stadig eventyr, og Danmark havde endnu ikke tabt krigen i 1864.
Men fredag var det slut. Det historiske kastanjetræ på Adelgade i Skanderborg måtte lade livet på grund af råd. Det blev derfor fældet og i ét stykke fjernet fra det sted, hvor det har stået i ikke mindre end 170 år.
Kastanjetræet har ellers siden midten af 1800-tallet været et af byens kendetegn, da det blev plantet på Adelgade.
Træet er dog blevet dårligere og dårligere de seneste år og er langsomt ved at dø. Kl. 7 fredag morgen gik arbejdet med at fjerne træet i gang.
- Kastanjen fra Adelgade er nu blevet fældet på grund af stort råd i stammen, siger miljømedarbejder i Skanderborg Kommune Hanne Kold Jensen i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.
Skanderborgenserne kan nu sige farvel til træet på det grønne areal ved Guldbryllupsanlægget for enden af Slotsholmen, hvor stammen er lagt som et bidrag til biodiversiteten i Skanderborg Kommune.
Hanne Kold Jensen glæder sig over, at en del af træet får et nyt liv et andet sted i byen.
- Jeg tror, at Skanderborg Kommune har Danmarks største insekthotel.
Et træ med historie
Det gamle træ har ifølge Skanderborg Leksikon en lang og noget indviklet historie bag sig.
Træet blev i midten af 1800-tallet plantet ude foran Adelgade 20, hvor der tidligere lå et hotel. Der var oprindeligt to kastanjetræer, men det ene blev senere fældet.
Læs også:
I 1952 blev træet fredet, hvilket betød at det hverken måtte beskæres eller fældes. Det ville senere føre til flere problemer.
Ejerne af Adelgade 20 var nemlig godt træt af det store kastanjetræ, der stod og fyldte ude foran. De forsøgte derfor at få fredningen ophævet.
I første omgang afgjorde Landsretten i 1998, at fredningen skulle opretholdes. Ejeren havde også søgt en erstatning på 359.000 kroner, men den slap kommunen for at betale.
Den afgørelse blev dog omstødt i 1999, da Højesteret med stemmerne tre mod to ophævede fredningen af kastanjetræet. Træet var derfor nu blot et normalt træ, der i teorien bare kunne fældes.
Skanderborg Kommune besluttede i 2001 at købe sig ud af problemet ved at købe den nærliggende ejendom.
I 2006 satte kommunen ejendommen til salg med kravet om, at træet ikke måtte fældes, og der måtte ikke gøres erstatningskrav over for kommunen ved eventuelle skader grundet træet.
Træet overlevede dermed det juridiske stormvejr og klarede sig indtil i år.
Det gamle træ i Adelgade er en hestekastanje. Normalt bliver træerne maksimalt 150 år.