170-årigt historisk træ skal fældes: Er til fare for bilister

Et gammelt og historisk kastanjetræ i Skanderborg skal fældes, da rødderne er rådnet. Det kan muligvis blive genbrugt til andre ting.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Billedet her er fra 1995 og viser Kastanjetræet, dengang det stadig var rask. Foto: Erik Jepsen/Bm-Bagside/Ritzau Scanpix

Et cirka 170 år gammelt kastanjetræ i Skanderborg må lade livet.

Træet har ellers siden midten af 1800-tallet været et af byens kendetegn, da det blev plantet på Adelgade.

Træet er dog blevet dårligere og dårligere de seneste år og er langsomt ved at dø.

Flere redningsaktioner har været sat i gang for at prøve at give træet nyt liv. Sidste år forsøgte kommunen sig med en såkaldt topkapning - fjernelse eller nedskæring af store grene i gamle træer – men uden held. Træet stod ikke til at redde.

- Det er, fordi træet er dødt. Der har kun været en enkelt gren med blade, og når der ikke er vækst, er det fordi, rødderne er døde. Træet ville vælte på et tidspunkt, og det kunne vi ikke lade ske, fortæller Hanne Kold Jensen, miljømedarbejder i Skanderborg Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Derfor blev det tidligere på måneden besluttet, at det gamle træ skal fældes. Kommunen frygtede simpelthen, at træet ville kunne vælte ud på vejen og i værste tilfælde være til fare for bilister.

Men det kræver en større aktion at fjerne træet, der har en stamme, der er cirka fem meter lang og halvanden meter i diameter.

- Vi er ved at forberede, hvordan og hvornår det skal fældes. Der skal blandt andet bruges kraner, så det er ikke bare sådan at gøre, siger Hanne Kold Jensen.

Skanderborg Kommune skriver på deres hjemmeside, at de undersøger muligheden for at bevare stammen af træet, der kan bruges til for eksempel en skulptur, som element på en legeplads eller blive til en kæmpe bordplade.

Et træ med historie

Det gamle træ har ifølge Skanderborg Leksikon en lang og noget indviklet historie bag sig.

Træet blev i midten af 1800-tallet plantet ude foran Adelgade 20, hvor der tidligere lå et hotel. Der var oprindeligt to kastanjetræer, men det ene blev senere fældet.

I 1952 blev træet fredet, hvilket betød at det hverken måtte beskæres eller fældes. Det ville senere føre til flere problemer.

Ejerne af Adelgade 20 var nemlig godt træt af det store kastanjetræ, der stod og fyldte ude foran. De forsøgte derfor at få fredningen ophævet.

I første omgang afgjorde Landsretten i 1998, at fredningen skulle opretholdes. Ejeren havde også søgt en erstatning på 359.000 kroner, men den slap kommunen for at betale.

Den afgørelse blev dog omstødt i 1999, da Højesteret med stemmerne tre mod to ophævede fredningen af kastanjetræet. Træet var derfor nu blot et normalt træ, der i teorien bare kunne fældes.

Skanderborg Kommune besluttede i 2001 at købe sig ud af problemet ved at købe den nærliggende ejendom.

I 2006 satte kommunen ejendommen til salg med kravet om, at træet ikke måtte fældes, og der måtte ikke gøres erstatningskrav over for kommunen ved eventuelle skader grundet træet.

Træet overlevede dermed det juridiske stormvejr og klarede sig indtil i år.

Det gamle træ i Adelgade er en hestekastanje. Normalt bliver træerne maksimalt 150 år. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her