Kvinde ser stort kattedyr på sin løbetur: Kan være pumaen

En kvinde var ude og løbe lørdag morgen, da et stort kattedyr krydser stien omkring 30 meter foran hende. Sydøstjyllands Politi leder efter dyret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
En puma kan sagtens veje mere end 70 kilo, og den kan løbe 50 kilometer i timen. Genrefoto.

Tilbage i marts fik både Midt- og Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi flere anmeldelser fra borgere, der havde gået tur i skovene omkring Gammel Rye, om, at de havde set et en puma mellem træerne.

Godt halvanden måned senere har der ikke været flere, der har slået alarm - indtil lørdag morgen.

Det er en kondiløber, der var ude lidt efter klokken 9 i formiddag. Omkring 30 meter foran hende springer der et stort kattedyr over stien.
Jørn Lindhardt, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

- Det er en kondiløber, der var ude lidt efter klokken 9 i formiddag. Omkring 30 meter foran hende springer der et stort kattedyr over stien, siger Jørn Lindhardt, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Kattedyret blev set ved Grundet Tværvej nord for Vejle omkring 50 kilometer fra Gammel Rye.

VIDEO: Selvom sandsynligheden er lille, er det stadig muligt, at det store kattedyr er en puma. 

Pumaer har normalt sine jagtmarker i Nord- og Sydamerika, og derfor er det højst mærkværdigt, hvis der skulle være en løs i Danmark.

Det kan lade sig gøre

Men ifølge Morten Vissing, der er zoolog ved AQUA Akvarium og Dyrepark i Silkeborg, er det ikke umuligt.

- Det kan godt lade sig gøre. Det er også set før, at folk har holdt pumaer ulovligt både i Danmark og resten af Europa, sagde han tilbage i marts til TV2 ØSTJYLLAND.

Det kan godt lade sig gøre. Det er også set før, at folk har holdt pumaer ulovligt både i Danmark og resten af Europa.
Morten Vissing, zoolog, AQUA Akvarium og Dyrepark, Silkeborg

Og derfor har politiet både dengang og nu valgt at tage det alvorligt, når nogen har anmeldt, at et stort rovdyr færdes i de danske skove.

- Landbetjenten har været oppe og kigge på det, men vi har ikke haft noget, der ligner skambidte dyr som høns eller andre ting, der kunne indikere, at der har været sådan et dyr. Det kunne man forestille sig, at man ville møde, hvis det var, siger Jørn Lindhardt.

VIDEO: Sådan så det ud den 20. marts, da en puma angiveligt havde været løs i skovene omkring Gammel Rye.

Det kan lyde lidt skræmmende, at der måske løber en vaskeægte puma rundt i de jyske skove, men hvis man støder på den, skal man blot holde hovedet koldt. Så skal man nok komme helskindet derfra.

- Virk så stor og truende som muligt, og larm. Saml eventuelt en pind op, og hold øjenkontakt med dyret, men lad være med at løbe, for det trigger alle store rovdyr, fortæller Morten Vissing til TV2 ØSTJYLLAND.

Sydøstjyllands Politi leder ikke længere aktivt efter pumaen, men hvis man ser enten den eller spor, der kunne tyde på, at den eksisterer, beder de om, at man ringer.

- Vi har ikke kunne finde den. Vi har heller ikke ledt meget efter den, for hvor skulle vi lige lede efter den? Det er lidt sådan et tilfældighedsfund, siger vagtchefen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her