Landsby kæmper for den lokale skole - har samlet 1200 underskrifter
I Stjær er de gået all in i kampen for at lade skolens udskoling overleve. Derfor har en lokal protestgruppe samlet 1165 underskrifter til byrådet.
Forældre, elever, brugsuddelere og fodboldtrænere. Byen Stjær er gået i kampmodus og har mobiliseret alt der kan stå og gå i lokalsamfundet.
Ildsjæle har samlet langt over 1100 underskrifter ind som de i dag har overrakt til borgmester Frands Fischer for at overbevise politikerne i Skanderborg Kommune om, at Stjærskolen skal bestå, som den er nu.
Byrådet i Skanderborg er nemlig i fuld gang med at lave en ny skolestruktur og i den forbindelse risikerer Stjær at miste 7., 8., og 9. klasse. Men det vil være et stort tab for byen, lyder det fra de lokale.
- Jeg er enormt stolt og rørt over den opbakning, jeg har mødt i Stjær. Der bor 985 menensker totalt. Vi har samlet 1165 underskrifter. Vi har gået rundt i Stjær, Sorring og Søballe og spurgt, om de vil være med til at støtte op, siger Marie Hulgård fra borgergruppen Stjær i Udvikling til TV2 ØSTJYLLAND.
Sammen med de mange underskrifter, gav protestgruppen også en stor bøtte med guldkarameller til borgmesteren, så han har lidt at tygge på.
- Der er så meget guld i Stjær, og vi er klar til at dele ud af det. Og vi er klar til at vise, hvad det er, de risikerer at miste ved en potentiel lukning af udskolingen, siger Marie Hulgård.
Hele lokalsamfundet i Stjær står sammen for at bevare klasserne for byens ældste børn.
- Det er en by i udvikling, og mange nye familier flytter til. Mange vælger byen, fordi der er en god skole, hvor mange børn kan være, siger Ann Charlotte Nørremark fra Stjær til TV2 ØSTJYLLAND.
Undervisnings- og Børneudvalget i Skanderborg forventer at kunne fremlægge et forslag til en samlet skolestruktur omkring sommerferien, hvorefter forslaget skal behandles af byrådet i løbet af efteråret.
Fuldt hus til borgermøde
Underskriftsindsamlingen er ikke første forsøg på at råbe lokalpolitikerne op. Tidligere i februar var flere hundrede lokale i Stjær samlet til borgermøde for at protestere mod lukningen af udskolingen.
- Man kan godt være bekymret for, at hvis udskolingen bliver fjernet, så bliver resten af skolen mere skrøbelig i fremtiden, hvis der igen skal skæres ned, sagde Ditte Falbe-Hansen, som har to børn, som går på skolen, tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.
Byrådspolitikere fra Skanderborg var også inviteret med til borgermødet. De er i gang med at undersøge mulighederne for en ny skolestruktur, som kan få konsekvenser for Stjær Skole.
- I den proces som vi er inde i her, så samler vi alle idéer som kommer, sagde Søren Erik Pedersen (V), som er næstformand i Børne- og Ungeudvalget i Skanderborg Kommune.