Stor opbakning til møde om lukningstruet udskoling

Der var stort fremmøde til dagens borgermøde om en eventuel lukning af overbygningen på Herskind Skole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgerne strømmede til i sådan en grad at der ikke var nok stole, da der i dag var indkaldt til borgermøde på Herskind Skole. Politikerne arbejder nemlig lige nu på en ny skolestruktur, som kan få konsekvenser for Herskind Skole.

På nuværende tidspunkt skal der ikke være overbygningsskole, men vi lytter på alle de argumenter, der kommer.
Jens Szabo, Venstre, medlem af undervisnings- og børneudvalget, Skanderborg Kommune

Her er overbygningen nemlig lukningstruet, og borgerne frygter, at det vil få store konsekvenser for deres landsby, hvis de ældste klasser forsvinder. Derfor var Lone Poulsen, der har en datter i femte klasse, mødt op i dag.

- Selvfølgelig frygter man, at man skal afgive et spor til en anden skole. Så skal ens barn bruge tid på transport, selvom vi jo synes, at tilbuddet burde være her i byen, siger Lone Poulsen fra Sjelle til TV2 ØSTJYLLAND.

Børneboom i Skanderborg

På bare fem år har Skanderborg Kommune fået 3.200 flere indbyggere og 600 flere børn mellem 0 og 15 år.

Skoleleder Kasper Jensen frygter for konsekvenserne, hvis overbygningen skal lukke.

Og over de kommende 15 år skal kommunen finde plads til 2.000 ekstra børn. I dag går der 200 elever på Herskind skole, og hvis skolen mister sin 7., 8. og 9. klasse, vil det få store konsekvenser.

- Det vil have den konsekvens, at vores børnetal vil gå ned og vores budgetter vil blive mindre. Vi skal se på den måde, vi er bestykket på rent ledelsesmæssigt, og vi skal se på, hvordan vi udnytter vores lokaler, hvis det ender sådan, siger Kasper Jensen, der er skoleleder på Herskind Skole og Børnehus.

VIDEO: Skanderborg har fået flere indbyggere og mange flere børn, og det er blevet en udfordring for skoler og daginstitutioner. Indslaget er fra 4. december 2019.

Omkring 125 borgere var mødt op til dagens møde og flere bød ind med forslag til hvordan skolens overbygning kan reddes. Og i den kommende tid kan borgerne også komme med deres input til politikerne.

To skoler truet

Udover Herskind Skole så risikerer Stjærskolen også at miste sin overbygning, fordi de som de eneste to skoler i kommunen kun har ét spor i overbygningen.

- Jeg kan i hvert fald sige så meget, at der ikke er nogen, der forestiller sig, at der ikke skal være skole de to pågældende steder. Men spørgsmålet er, om der også på sigt skal være overbygningsskole – det vil fremtiden vise, siger medlem af undervisnings- og børneudvalget, Jens Szabo (V), til TV2 ØSTJYLLAND.

Jens Szabo (V) vil ikke frede overbygningerne på hverken Herskind Skole eller Stjærskolen.

- På nuværende tidspunkt skal der ikke være overbygningsskole, men vi lytter på alle de argumenter, der kommer, siger Jens Szabo.

Beslutning efter sommerferien

Om halvandet år starter Lone Poulsens datter i 7. klasse. Efter dagens møde er hun overbevidst om det bliver på Herskind Skole.

- Det er dejligt med et fællesskab, der kæmper for den samme sag og vil det samme, uanset om man er ung eller gammel, siger Lone Poulsen.

Hvordan den nye skolestruktur skal se ud, skal byrådet først tage stilling til på den anden side af sommerferien.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her