Legeland skal holde lukket indtil august: - Det er jo benhårdt

Legelande og spillesteder må vente flere måneder endnu med at åbne. Det skaber frustrationer hos både Fuglsøcentret på Djursland og et legeland i Skanderborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Hermans Hule i Skanderborg skal ligesom andre legelande holde lukket helt til august. Foto: Peter Hjorth

Mens store dele af landet åbner i løbet af maj og juni, hvis smittetrykket tillader det, må andre vente helt til august.

Det er jo benhårdt, det er der ikke nogen tvivl om.
Peter Hjorth, franchisetager, Hermans Hule i Skanderborg. 

Det gælder blandt andet legelande, svømmehaller og spillesteder.

Hos legelandet Hermans Hule i Skanderborg har franchisetager Peter Hjorth den seneste tid gjort klar til at kunne åbne delvist op igen, men de planer er altså nu blevet skrottet.

- Jeg kunne have åbnet tirsdag, hvis vi havde fået lov til det - med et setup med meget få mennesker og rengøring flere gange dagligt, siger Peter Hjorth til TV2 ØSTJYLLAND.

I stedet stopper han nu al sin aktivitet i legelandet.

- Nu lukker jeg for varmen og alting derovre. Det er jo benhårdt, det er der ikke nogen tvivl om. Det eneste positive jeg kan sige, er, at der nu er en klar udmelding om, at vi holder lukket de næste måneder, siger han og fortsætter:

- Jeg må se, om jeg kan finde noget arbejde et andet sted, og så håber jeg at have til mine faste omkostninger.

Medlemmer holder forretningen kørende

Hermans Hule kører med en abonnementsordning, og Peter Hjorth fortæller, at mange medlemmer har valgt at fortsætte deres abonnement på trods af, at legecentret er lukket.

- Så sent som i går var der en, der meldte sig ind for at støtte os. Det tager jeg bare hatten af for og er næsten helt rørt over, siger legelandsindehaveren.

På grund af de fortsatte betalinger fra centrets medlemmer er der stadig penge i kassen hos legelandet, men Peter Hjorth arbejder stadig på at få lidt ekstra penge ind.

- Jeg kigger på alternative muligheder for, om man kan leje et af vores lokaler ud som forsamlingslokale til fødselsdag eller konfirmation. Vi må være kreative og finde et eller andet at få en indtægt på - men det afhænger også af kravene til hjælpepakkerne, hvis vi har indtægter, kan vi nemlig miste noget af hjælpen, siger han.

Fuglsøcentret er splittet

Fuglsøcentret ved Mols Bjerge på Djursland er både hotel, restaurant og koncertsted, og også her får en stor del af forretningen altså først lov at åbne til august.

- Overordnet set er det virkelig positivt, at der er kommet en plan. Det er det, jeg har råbt og skreget efter. Nu må vi kigge frem mod august, hvor vi har 18 koncerter, som vi ikke får lov at afholde, siger direktør i Fuglsøcentret, Peter Brinks, til TV2 ØSTJYLLAND.

Overordnet set er det virkelig positivt, at der er kommet en plan.
Peter Brinks, direktør, Fuglsøcentret. 

Koncerterne bliver i stedet flyttet til et senere tidspunkt eller aflyst, men Peter Brinks er stadig usikker på, hvad der kommer til at ske resten af året.

- Vi er spændte på, hvad der sker fra 1. september, hvor forsamlingsforbuddet på maks 500 gælder til. Vi har fx en Nena-koncert med 900 mennesker. Får vi lov at gennemføre den?

Restaurant kan åbne

Fra den 18. maj kan centrets restaurant få lov at åbne, men det er ikke nødvendigvis godt nyt, fortæller Peter Briks. Der er nemlig stor tvivl om, hvor mange gæster, der må komme.

- Det er ikke gennemskueligt, hvor mange der må komme. Efter Kristi Himmelfart har vi 80 ankomster, men hvis forsamlingsforbuddet stadig gælder, må der kun være 10, siger han.

Hvis restauranten kun må huse meget få gæster, kan det nemlig ikke betale sig at holde den åben, og så vil det gå endnu hårdere udover Fuglsøcentrets økonomi, som er hårdt ramt af nedlukningen.

- Som det ser ud nu, mister vi 20 ud af 30 millioner kroner i omsætning i år. På bundlinjen mister vi mellem 12 og 15 millioner kroner, siger Peter Briks.

VIDEO: I april besøgte TV2 ØSTJYLLAND Fuglsøcentret, som råbte på hjælp fra politikerne. Det fik de sidenhen, men der går altså stadig noget tid, før der kan holdes koncerter igen. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her