Stor økonomisk lussing under coronapause kan ændre børns skoledag

Den økonomiske realitet i kommune har ændret sig, mens arbejdet med skolestruktur var sat på pause.

Politikere var i gang med arbejdet med ny skolestruktur, da virussen gav ufrivillig pause. Nu starter arbejdet atter, men der er langt færre millioner at rutte med. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Verden ser anderledes ud, end da vi måtte holde pause på grund af corona. Vores udfordring er ikke blevet mindre. Det er en stor lussing oveni, og det skal håndteres på en eller anden måde.

Formand for undervisnings- og børneudvalget i Skanderborg Kommune, Trine Frengler (S), er ikke begejstret for den realitet, hun og de øvrige udvalgsmedlemmer vender tilbage til, efter en ufrivillig pause fra arbejdet med kommunens nye skolestruktur.

Vi er blevet sorteper i det her spil. Det er vi helt klart.
Jens Szabo, byrådsmedlem, Skanderborg Kommune

Mens udvalgsarbejdet lå i dvale, blev Skanderborg Kommune således ramt af en udligningsreform, der betyder, at kommunen årligt skal aflevere yderligere 42,8 millioner kroner til fattigere kommuner.

Børnene fortjener kvalitet

Borgmester i Skanderborg Kommune, Frands Fischer (S) har allerede meldt ud, at reformen vil betyde rationaliseringer og effektiviseringer og muligvis også en skattestigning.

Ifølge Trine Frengler vil særligt Skovby-Galten, Ry og Stilling komme under pres for at få plads til skoleeleverne i de kommende år. / Foto: Trine Frengler / Facebook

Grundlaget for en kommende skolestruktur har ændret sig, og spørgsmålet er, om det kan komme til at ramme de mange skolebørn i kommunen.

- Vores børn og børnefamilier har fortjent, at vi forsøger alt muligt andet end at skære i kvaliteten. Jeg ser hellere en skattestigning, end at vi tager af driftkroner, så det kommer til at gå ud over kvaliteten i skolerne, siger Trine Frengler til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun pointerer, at det endnu er for tidligt at sige, om den nye udligningsreform vil få konsekvenser for skolestrukturen.

Mange børn - få kvadratmeter

Skanderborg Kommune er umiddelbart i en gunstig position, da mange børnefamilier gerne vil flytte til kommunen. Ifølge en prognose vil der 2300 flere elever i kommunens skoler om 15 år.

Der er bare ét problem. Der er ikke plads til de mange nye børn i kommunens skoler, og det koster mange penge at bygge nyt.

- Vi har ikke kapaciteten. Vi skal have skaffet kvadratmeter nok. Det vil helt sikkert komme til at betyde udbygning, men det giver også mening at kigge på, hvordan vi bruger de eksisterende kvadratmeter. Vi har fået undersøgt en masse scenarier, siger Trine Frengler.

Ifølge hende vil særligt Skovby-Galten, Ry og Stilling komme under pres for at finde de nødvendige elev-kvadratmeter i de kommende år.

Mette Frederiksen er svær at genkende i rollen som børnenes statsminister, når det gælder udligningsreformen, mener byrådsmedlem Jens Szabo.

De fødende kvinder

Medlem af undervisnings- og børneudvalget Jens Szabo (V) mener, er udligningsreformen er skruet forkert sammen, fordi der ikke udlignes på børneområdet. Det betyder, lyder det, at der ikke tages hensyn til kommunens mange udgifter til dagtilbud og skoler.

- Jeg kan undre mig over, at børnenes statsminister ikke mener, at os, der har mange børn, skal tilgodeses i reformen, mens nogle af Københavns forstadskommuner skal have flere penge, fordi de har nogle flygtninge, siger han.

De fødedygtige kvinder i Skanderborg får i gennemsnit 2,4 børn, mens landsgennemsnittet ligger på 1,7, pointerer Jens Szabo.

Må ikke panikke

Han håber, at der ikke bliver lavet for mange lappeløsninger i forhold til arbejdet med den kommende skolestruktur i Skanderborg

- Min holdning er, at vi skal gøre arbejdet færdigt, som vi havde tiltænkt det. Vi skal ikke panikke og træffe kortsigtede løsninger men holde fast i langsigtede, bæredygtige løsninger. Så kan det være, at der bliver lidt længere vej til måls, men så må det være sådan, siger Jens Szabo til TV2 ØSTJYLLAND

Den kommende skolestruktur i Skanderborg Kommune forventes af blive godkendt i byrådet i starten af 2021.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her