Stormøde på lukningstruet skole: Sofia vil ikke flytte igen
Torsdag blev der afholdt stormøde på den lukningstruede skole i Bjedstrup. Flere elever fik et chok, da de hørte om skolens usikre fremtid.
Sofia Bergin fik sig noget af et chok, da hun fik at vide, at den skole, hun går på, måske skal lukke.
- Jeg vil ikke flytte igen, men min mor vil kun bo her, fordi der er en skole tæt på, som passer til os, siger Sofia Bergin, som er elev på Bjedstrup Skole, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har tidligere gået på en anden skole i England med mange flere elever, og der er ikke nogen tvivl om, at hun foretrækker den lille skole i Bjedstrup.
- Her kender man alles navne, siger hun.
Torsdag var der stormøde på Bjedstrup Skole, hvor forældre og børn var samlet for at drøfte skolens fremtid, og hvilke muligheder der er for at redde den.
Har lavet nyt forslag
De næste 15 år får Skanderborg Kommune 2.000 ekstra skolebørn. Derfor er det nødvendigt at lave en ny og bæredygtig skolestruktur, som kan rumme de mange børn, der kommer i fremtiden.
Skanderborg Kommune har 20 forskellige forslag til en ny skolestruktur, som blandt andet indebærer, at kommunens tre mindste skoler i Bjedstrup, Hylke og Veng måske skal nedlægges.
Netop derfor var mange bekymrede forældre mødt op til torsdagens stormøde på biblioteket på Bjedstrup Skole.
- Jeg tror bestemt, det gør en forskel at holde et stormøde, fordi vores politikere lytter til os. De kan jo se, hvor mange vi er, og hvor meget hjerteblod, der er i det for os, siger initiativtager af Bevar Bjedstrup Skole og far, Mikkel Schwab, til TV2 ØSTJYLLAND.
Forældrene på Bjedstrup Skole har endda lavet deres eget forslag til en ny skolestruktur, som de kalder: Forslag nummer 21.
- Vi har tidligere haft et skoledistrikt, der strakte sig hele vejen til Ry, men det er der blevet lavet om på politisk. Og det er også derfor, vi laver et forslag om, at skoledistriktet skal være sådan, at vi har et bæredygtigt børnetal herude, siger Mikkel Schwab.
Jordskælv i et lille samfund
Mange urolige forældre var mødt op til stormøde torsdag – og det var ikke kun forældre med børn på skolen.
Ditte Jensen bor i Bjedstrup og er mor til to små børn, der endnu ikke er startet i skole. Hun har også selv gået på Bjedstrup Skole.
- Det er jo et jordskælv, der går gennem de her lokalsamfund, når man foreslår, at samtlige landskoler skal lukkes. Selvfølgelig var jeg ikke kommet tilbage til Bjedstrup, hvis der ikke var en skole. Det er skolen, der er omdrejningspunktet, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor er hun også mødt op til stormøde for at kæmpe for, at skolen stadig er der, når hendes børn skal starte i skole.
- Vi bliver nødt til at mobilisere os og slås for alt det, vi mener, er vigtigt i vores lokalmiljø.
Flere skoler råber op
TV2 ØSTJYLLAND har tidligere kunnet fortælle, at forældre på Veng Skole også har store bekymringer i forhold til de potentielle skolelukninger.
Rasmus Kierkegaard, som er næstformand i Veng Skole og Børnehus' skolebestyrelse og far til tre piger, mener, at det vil have store konsekvenser at lukke Veng Skole.
- Jeg ved, at rigtig mange har valgt at bosætte sig her netop fordi vi har den her lille skole med unikke kvaliteter, så det ville være altødelæggende for bosætningen her først og fremmest, siger han.
Også her er forældrene skredet til handling og er kommet med nye forslag.
- Vi forsøger fra skolebestyrelsens side med en positiv dialog, hvor vi kommer med alternative forslag til den videre proces. Det har skabt røre i lokalsamfundet, hvorfra opbakningen er stor, og det er der kommet en masse læserbreve og en underskriftsindsamling ud af, siger han.
Politikere undersøger alle muligheder
Det er Undervisnings- og Børneudvalget i Skanderborg Kommune, der har til opgave at finde den rigtige løsning i forhold til en ny skolestruktur.
Byrådspolitikerne prøver da også at undersøge alle muligheder, før de tager den endelig beslutning.
- Vi skulle jo gerne tage den rigtige beslutning. Vi har bedt om nye beregninger, som vi er nødt til at have på bordet, så vi kan træffe en beslutning, der også er langtidsholdbar, og som kan leve op til det krav, vi har fået fra budgetforhandlerne om, at vi skal finde 10 millioner, siger næstformand i undervisnings- og børneudvalget i Skanderborg Kommune, Søren Erik N. Pedersen (V), til TV2 ØSTJYLLAND.
Politikerne kan også godt se, at de små skoler er essentielle for lokalområderne.
- Jeg er af den overbevisning, at vi virkelig skal feje lempeligt frem, fordi de små skoler er kraftcentrene i lokalområderne, siger 2. viceborgmester i Skanderborg Kommune, Martin Frausing Poulsen (O).
Søren Erik N. Pedersen regner med, at Undervisnings- og Børneudvalget har et konkret bud på, hvad der skal ske til maj. Derefter skal Byrådet træffe den endelige beslutning, som han håber på sker inden sommerferien.