Aarhus Lufthavn genåbnet efter evakuering: Kinesisk passager blev anholdt

Afspærringen af Aarhus Lufthavn ved Tirstrup er ophævet, da politiet ikke fandt spor efter sprængstof eller lignende i en taske, som blev undersøgt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Østjyllands Politi, ambulancer, lægefolk og bomberyddere har været massivt til stede ved Aarhus Lufthavn i Tirstrup siden klokken 13.30 i dag, tirsdag. Foto: Øxenholt Foto

Østjyllands Politi har klokken 20:00 ophævet afspærringen af Aarhus Lufthavn, efter de i næsten fem timer har undersøgt en mistænkelig genstand på stedet.

Den mistænkelige genstand var en taske, og formodningen var, at den indeholdt sprængstof eller lignende, men politiet og bomberyddernes undersøgelser viser, at der ikke var noget farligt i tasken.

- Der var nogle indikationer, på at der var sprængstof eller lignende i tasken, men der blev ikke fundet nogen spor efter sprængstof i den taske, vi undersøgte, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

I stedet viste genstandene i tasken sig for at være forskellige former for værktøj og andre legale ting.

- Vi tager ingen chancer, når det gælder borgernes sikkerhed, og da vi ikke kunne udelukke, at der kunne være noget sprængfarligt i tasken, valgte vi at evakuere og afspærre lufthavnen, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Michael Kjeldgaard.

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var til stede ved Aarhus Lufthavn, imens bomberyddere og politi undersøgte tasken.

44-årig kineser anholdt

Østjyllands Politi oplyser også, at det er en 44-årig mand med kinesisk statsborgerskab, der havde den taske med, som politiet og bomberydderne har undersøgt for sprængstof i flere timer.

Den 44-årige mand blev kortvarigt anholdt og sigtet for at bryde loven om andre våben og eksplosivstoffer.

Efterforskningen er i sin afsluttende fase, og politiet forventer, at den kinesiske passager vil blive løsladt efter endt afhøring.

Personale anmeldte sagen

Politiet fik anmeldelsen tirsdag klokken 13.30.

 - Vi får anmeldelsen fra personalet, og det er nogle af deres sikkerhedsprocedurer, der gør, at vi reagerer, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Østjyllands Politi vælger derfor at afspærre lufthavnen klokken 15:30 samt evakuere 140 passagerer og sende et fly med 70 passagerer tilbage til Kastrup Lufthavn.

Lufthavnen genåbner onsdag morgen

Lufthavnen har været afspærret i flere timer og al flytrafik blev stoppet mens politiet undersøgte sagen.

Efter situationen er blevet afblæst er Aarhus Lufthavn nu i fuld gang med at gøre lufthavnen klar, så flytrafikken kan starte op igen i morgen tidlig, onsdag.

- Vi går nu i gang med at genåbne lufthavnen hurtigst muligt. Vores opgave er at gøre lufthavnen klar, så de gæster, der skal med fra klokken 06.00 i morgen tidlig og frem, ikke skal blive berørt af det, der er sket i dag, siger Peer H. Kristensen, der er direktør i Aarhus Lufthavn, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han opfordrer dog de passagerer, der skal med i løbet af onsdagen, til at følge med på lufthavnens hjemmeside, hvis der nu skulle være tale om forsinkelser.

VIDEO: Peer H. Kristensen, der er direktør i Aarhus Lufthavn, forventer, at Lufthavnens trafik er normal igen fra i morgen tidlig klokken 06.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her