Brand tvinger lungesyge til at flytte væk
Det kan tage flere uger at nedkæmpe stor brand på fabrik for spånplader i Pindstrup ved Ryomgård.
Slukningen af en brand på en spånpladefabrik i Pindstrup nær Ryomgård kan stå på i yderligere tre uger, og udsatte borgere opfordres til at finde et andet sted at bo.
Det fremgår af en beredskabsmeddelelse fredag aften.
Branden på virksomheden Kronospan - Novospan Træindustri opstod tirsdag.
I første omgang var der tale om det, som beredskabet kalder for en kontrolleret nedbrænding.
Men slukningen går nu over i en anden fase, som kan udvikle mere røg. Derfor gør børn og voksne med astma og KOL og andre udsatte klogt i at forlade deres hjem midlertidigt.
- Borgere, der lider af hjerteproblemer- og luftvejssygdomme herunder KOL og astma, vil ved at opholde sig i længere tid i et røgfyldt område kunne forværre deres sygdoms gener og opleve ubehag som følge heraf, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i skriftligt svar til TV 2.
Borgere vil blive kontaktet
Også børn og voksne med hjerteproblemer hører til i den gruppe, som henstillingen om at flytte væk fra den generende røg er rettet til.
De mennesker, der modtager hjemmehjælp, vil fredag aften blive kontaktet direkte af Syddjurs Kommune, fremgår det af meddelelsen.
Forleden var godt 120 brandfolk beskæftiget med at bekæmpe flammerne på spånpladefabrikken, oplyste TV 2 ØSTJYLLAND. Også brandfolk på slukningskøretøjer fra Aarhus Lufthavn blev sat ind.
Borgere, der ikke hører til gruppen af særligt udsatte, kan for nuværende fortsat bevæge sig rundt i det fri og opholde sig i sit hjem.
Men Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til TV 2, at de anbefaler, at borgere ikke opholder sig direkte i røgen udenfor i længere tid af gangen, da det generelt kan være sundhedsskadeligt at indånde meget røg.
Borgere, der ikke hører til gruppen af særligt udsatte, kan for nuværende fortsat bevæge sig rundt i det fri og opholde sig i sit hjem.
Uvist hvor lang tid der går
Ifølge operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Anders Jensen er det lige nu uvist, hvor lang tid det tager at slukke branden. I værste fald tager det mere end tre uger.
- Det er heldigvis sjældent, at vi har den type hændelser. Der er jo ikke nogen, der har erfaring med at gætte på den tid, det vil tage at slukke branden. Det kommer også an på, hvor mange maskiner der er i gang, hvordan vejret er og så videre.
- Der er bud, der også går højere end tre uger, forklarer han til TV2 ØSTJYLLAND.
I bestræbelserne på at slukke ilden har brandvæsnet taget en ny metode i anvendelse. Metoden går ud på at grave huller, hvor man kan køre det brændende materiale hen og derefter slukke ilden dér.
- Om det virker, og hvor godt det virker, det er for tidligt at sige. Det er jo et kæmpe system, der skal op at køre med entreprenørmaskiner, slukning og vandforsyning. Det er et forsøg på den måde, at man skal finde ud af, hvad der virker bedst – også i samarbejde med virksomheden. Virksomheden er også interesseret i at få slukket branden og komme videre med deres produktion, siger operationschef Anders Jensen.
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at særligt udsatte borgere i Pindstrup i løbet af lørdag finder et midlertidigt sted at bo som følge af en igangværende brand. https://t.co/5HdoZSTDvT pic.twitter.com/fixB4uuHB5
— Rigspolitiet (@Rigspoliti) October 29, 2021