Derfor er der sort sol
Tusindvis af stære mødes hver aften på himlen over Kolind Engsø. Fænomenet hedder sort sol, og det er efter sigende første gang, at det smukke syn kan opleves i Østjylland.
Og grunden til de mange fugle har valgt Djursland og Kolind Engsø skyldes, at området har gode betingelser for fuglene.
- Det er fordi, at der er fødemuligheder, og der er steder, hvor de kan sidde. De kan gå ned, og der er rørskove, hvor de kan sætte sig til at sove om natten, siger Henrik Sell, der er vicedirektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Og det undrer sikkert mange, hvordan de mange tusinde fugle kan flyve så tæt sammen, mens de pludselig skifter retning igen og igen, uden at de flyver sammen.
- Det er fantastisk at se, men der er forskellige grunde til det. For det første er det en lille fugl, som har korte og runde vinger. Så har de et stift skelet i kroppen, der betyder, at de kan tåle de meget hurtige kast frem og tilbage i luften. De har øjnene siddende på siden af kroppen, så de kan orientere sig hele vejen rundt i horisonten, forklarer Henrik Sell og fortsætter:
- Derudover har de fantastiske farver. De har et metalskin, så hver gang de drejer sig en mikrometer, så skifter farven i fjerdragten. Den refleksion kan man registrere hurtigt. Og endelig har de meget kort vej fra øjnene og ned til musklerne, så de kan reagere hurtigt.
Henrik Sell fortæller, at årsagen til at fuglene flyver rundt i så store flokke skyldes, at de på den måde bedre kan undgå rovfuglene, som mange gange opgiver jagten.
Du kan se mere om sort sol på Djursland i indslaget øverst i artiklen.