Erling sørger for god stemning: Marked samler ind til børnehospice
Overskuddet går til humanitære forhold og det kommende børnehospice.
- Man skal huske at fodre sine gode ænder, inden de flyver over til naboerne.
Sådan siger Erling Mikkelsen, som er tovholder til Retro- og antikmarked i Rønde.
- Husk nu lige et stykke kransekage, vi skal have det godt, fortæller han ofte til udstillerne til det, de selv kalder for det største marked i Østjylland.
Erling Mikkelsen går rundt og mægler med gæster, og tager sig særligt af de 175 udstillere i Rønde Idrætscenter.
- Det er vigtigt, at vi sørger for, at udstillerne har det godt, og at rammerne bare er i orden, fortæller Erling Mikkelsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er 10. gang de afholder Retro- og Antikmarked i Rønde.
- Det er Rotary og Lions i Rønde, der går sammen og laver den her messe, for at samle penge ind til humanitære forhold, siger Erling Mikkelsen.
Læs også:
Her kan man købe alt fra små tinsoldater til ravhalskæder, glas og Anders And Blade og meget, meget mere.
- Vi har en god weekend, og vi samler ind til et godt formål, fortæller tovholderen.
Vil støtte nyt børnehospice
Formålet i år bliver højst sandsynligt det nye børnehospice.
- Vi får et unge-børnehospice her i Rønde. Der er ingen tvivl om, at det er der meget fokus på det næste 1,5 år. Så jeg er helt sikker på, at der kommer til at gå rigtig mange penge til Djursland Hospice, siger Erling Mikkelsen.
For at tjene mange penge ind til det gode formål, så kræver det en masse udstillere. Hver stand betaler mellem 450-600 kroner, og derfor skal de behandles godt. Og det sørger Erling for.
- Det er professionelt. Det betyder meget, at vores udstillere har det godt sammen, og at vi også har det godt sammen med dem.
Og det sørger Erling for. Derfor skulle de også have en stor 60´er og 70´er menu lørdag aften med dertilhørende musik.
- De skal have grydestegt kylling med agurkesalat og tilbehør. Og citronfromage til dessert, siger Erling Mikkelsen.
Søndag fortsætter markedet fra 10-16. Og indtil nu er udstillerne glade, fortæller Erling Mikkelsen.
- De er meget tilfredse med at være her. Udstillerne er simpelthen så søde, vi får så meget kage.