Eventyrlystne østjyder vil køre til Thailand i gammel brandbil
En gruppe eventyrlystne vil sætte fokus på alternative rejsemetoder. Derfor har de nu afsat halvandet år til at nå til Thailand i en gammel brandbil.
De fleste danskere vil nok foretrække at tage flyet til Thailand - men ikke "The Picnic Club", som en gruppe eventyrlystne østjyder kalder sig.
De vil nemlig tage turen fra Ebeltoft til Thailand i en gammel, tysk brandbil og dermed tilbagelægge mere end 37.000 kilometer på fire hjul i stedet for i luften.
Læs også:
Rejsen kommer til at tage halvandet år - og det er der en særlig pointe i. For netop at rejsen tager længere tid end en flyrejse på nogle timer, ønsker gruppen at sætte fokus på:
- Det vi håber på at inspirere folk til, det er at tage sig lidt længere tid, når man rejser, siger stifter af projektet, Aleks Konge, til TV2 ØSTJYLLAND.
Med brandbil gennem 40 lande
Efter planen skal de i løbet af halvandet år rejse gennem 40 lande, heriblandt til Norge, Finland, Hviderusland, Bulgarien og Usbekistan.
Hele rejsen skal ske i den gamle brandbil, som de har taget brandslangerne ud af og vejet ned, sådan at de kan køre den med personbilskørekort.
- Det var vores måde med vores forholdsvis begrænsede budget til at skaffe et simpelt mekanisk køretøj, som ikke har så mange kilometer på sig, siger Aleks Konge.
Bliver til dokumentarfilm
Undervejs vil de dokumentere rejsen på film, som efterfølgende skal blive til en række små dokumentarer. Formålet er at vise, hvilke oplevelser man går glip af, når man rejser med fly fra start til slut.
- Det er et begreb, som hedder slow travel. Det går kort sagt ud på at fordybe sig i kulturen, i det lokale køkken, musik og den lokale befolkning, siger Aleks Konge og fortsætter:
- Det er typisk dem, der skaber det største indtryk, og som man husker efterfølgende.
Rejser til nytår
Aleks Konge har, udover projektet med brandbilen, også et rejsebureau. Efter rejsen vil han bruge erfaringerne fra turen til at skabe flere oplevelser for andre rejsende.
- Jeg har en kæmpe drøm om, at vi viderefører konceptet slow travel, siger Aleks Konge.
Gruppen bag den tyske brandbil, som kalder sig "The Picnic Club", mangler stadig den sidste finansiering, før de kan tage afsted. Det er dog planen, at de rejser inden nytår.
VIDEO: Se indslaget om rejsen i den gamle brandbil nedenfor: