Lisbeth nusser sine køer – og det giver plus på klimakontoen
Landbruget får ofte verbale øretæver, når vi snakker klimaforandringer. Men det er muligt at dyrke landbrug klimavenligt, hvis man bare behandler dyrene godt.
Lisbeth Klinge elsker sine køer. Derfor nøjes hun ikke blot med at fodre og malke dem. Hun nusser dem, krammer dem og taler med dem – hver eneste dag.
- Det er jo mine venner. Jeg behandler mine venner godt, siger Lisbeth Klinge til TV2 ØSTJYLLAND.
Hendes 81 køer på gården i Knebel på Djursland producerer op til dobbelt så meget mælk som den gennemsnitlige malkeko. Og det giver altså en stor gevinst på klimakontoen.
- Hvis de kun lavede den halve mængde mælk, så skulle jeg jo have dobbelt så mange køer for at producere det samme. Og det ville belaste klimaet, forklarer hun.
- Jo bedre dyrevelfærd, jo bedre har koen det, og jo mere får du ud af de ting, du kommer i den. Det er bæredygtighed, siger Lisbeth Klinge.
Men det er ikke kun Lisbeths gode behandling af sine køer, der gavner klimaet. Hun har også udskiftet alle lamper i staldene til LED-lamper – og så har hun investeret i energivenlige malkemaskiner.
Desuden producerer hun cirka 60 procent af al hendes foder selv. Det betyder, at hun ved præcis, hvad dyrene får at spise – og så sparer hun transporten fra leverandøren.
- Vi arbejder med og i og af naturen hele tiden. Derfor er det nok os landmænd, der går mest op i, at naturen har det godt, siger Lisbeth Klinge til TV2 ØSTJYLLAND.
Bæredygtighed i Arla
- Mejerigiganten Arla arbejder på at blive klimaneutrale i år 2050.
- En del af initiativerne for at nå målet er at understøtte andelshaverne som Lisbeth Klinge i at klimaoptimere gårdene.
- Inden 2030 vil Arla reducere deres CO2-udledning med 30 %.
- Udover klimaoptimering på gårdene sætter Arla fokus på produktion og logistik samt forbrug og emballage.
Kilde: Arla.dk
Ekspert: Fantastisk eksempel
Hvis man spørger en ekspert i kvæg, så kan der godt være en mening i at give køerne en ekstra, kærlig hånd.
- Lisbeth er et fantastisk eksempel på, at en klimaeffektiv produktion og godt landmandsskab går hånd i hånd. Det er enormt vigtigt, at køerne har det godt, for når de har det godt, giver de meget mælk, og når de gør det, bliver klimabelastningen mindre, siger sektordirektør for kvæg hos Seges, Ida Storm, til TV2 ØSTJYLLAND.
Lisbeth Klinge har med sine 81 køer en forholdsvis lille kvægbesætning. Men der er også måder, hvorpå de større landbrug kan tage mere hensyn til klimaet i produktionen. Det handler blandt andet om at fodre dem rigtigt og sørge for, at dyrene er sunde. Og så er der også mere moderne hjælperedskaber.
- Noget af det, man kan gøre, hvis man har en større besætning, er at have sensorer på sine dyr. Det er der mange, der har efterhånden, så man kan finde ud af, om dyrene går, som de skal, og om de æder, som de skal. Man kan også have udstyr i malkestalden, der måler på mælken, så man kan se, om der er nogle sygdomstegn, man skal tage hånd om, siger Ida Storm.