Mias hund bidt ihjel: Angrebet af to løse labradorer

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Mia Risvang med sin hund, Dee Dee, kort efter, at hunden var blevet bidt ihjel. Foto: Mia Emilie Risvang (privatfoto)

Ann Risvang gik torsdag eftermiddag en tur med sin og datteren, Mias, tre chihuahuaer. Men turen skulle vise sig at tage en tragisk drejning.

Da Ann drejede ned ad Øksenmøllevej i Ebeltoft, sprang to labradorer ud fra en have og gik til angreb på chihuahuaerne.

- De fór lige hen, åbnede gabet og satte det om nakken på mine hunde, fortæller Ann Risvang.

Ejeren af labradorerne satte i løb efter hundene, og sammen prøvede de to hundeejere at få skilt dyrene ad. Men det lykkedes ikke, før det var for sent.

Hunden Dee Dee kort efter torsdagens episode. Foto: Mia Emilie Risvang (privatfoto)

Hund blev bidt ihjel

Anns egne to hunde var i en fælles snor foran, hvor den ene hund fik kravlet sig ud af og stak af, mens Ann fik fat i den anden. Bag ved hende var datterens hund, Dee Dee, dog blevet angrebet af den ene labrador, der bed den lille chihuahua ihjel.

- Jeg siger dig, at man kan blive fortvivlet, når man tænker på, hvad man skulle have gjort. Jeg skulle have samlet dem alle tre op, men man kan bare ikke nå så meget på de sekunder der, siger Ann Risvang om episoden.

Hun fik hurtigt fat på datteren, Mia Emilie Risvang, der straks kørte mod stedet.

- Jeg frøs helt og smed alt, hvad jeg havde i hænderne, og så kørte jeg mod Ebeltoft. Og så husker jeg egentlig ikke andet, siger Mia Risvang.

Derefter kørte Ann med sin mand mod dyrelægen, mens hun desperat forsøgte at holde liv i Dee Dee.

- Jeg sad og gav hende hjertemassage og pustede ned i munden på hende. Det var det eneste, jeg kunne finde på at gøre, siger Ann Risvang.

Da datteren kom frem, var det dog for sent. Dee Dee var død.

- Jeg tager min livløse hund ud af bilen og går rundt med hende i flere timer, fortæller Mia Risvang.

Et stort tab

Dee Dee blev 14 år og har været med Mia Risvang siden hendes teenageår. Det er derfor et tab, der stadig sidder dybt i hende her dagen derpå.

Dee Dee havde stor betydning for Mia Emilie Risvang. Foto: Mia Emilie Risvang (privatfoto)

- Jeg bor alene, og det er en hund, jeg har haft i 14 år. Hun har været med mig alle vegne, i bus, på tog og på ferier. Hun har været med mig på arbejde og til forelæsninger.

- Den hund var mit et og alt. Jeg har lige købt et nyt hus oppe i Tirstrup, som jeg for sjov sagde, at jeg havde købt til mig og Dee Dee. Det eneste jeg tænkte på med det hus, var at sørge for, at Dee Dee havde det godt.

Påbud og erstatningskrav

Mor og datter fik efterfølgende fat på politiet og ejeren af labradorerne. Her forklarede ejeren, at han var ked af det, men at hans hunde er jagthunde, så der var ikke noget at gøre. En forklaring som Mia Risvang langt fra er tilfreds med.

- Jeg var rasende. Jeg synes ikke, at folk, der ikke kan holde styr på deres hunde, skal have dyr.

- Jeg er ikke i tvivl om, at han er ked af det, men man kan ikke undskylde noget med, at det er jagthunde, siger Mia Risvang.

Ifølge Mia og Ann Risvang, så blev ejeren af labradorerne givet et påbud om at holde hundene forsvarligt til sig, og så kan der muligvis blive pålagt et erstatningskrav. Østjyllands Politi bekræfter i deres døgnrapport, at den 67-årige mand er blevet sigtet efter overtrædelse af hundeloven.

Mia Risvang understreger, at hun bare håber, at andre hunde eller børn ikke skal opleve det samme.

Den ene af Ann Risvangs chihuahuaer pådrog sig også alvorlige skader og er nu på smertestillende. Begge overlevende chihuahuaer er også på beroligende medicin efter episoden. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her